Har det egentlig nogen effekt, når USA's præsident, Donald Trump, udråber pressen som 'folkets fjende'? Anklager dem for 'fake news'?

Mandag aften havde det tilsyneladende. I hvert fald for en enkelt mand, der pludselig gik til angreb på de kamerafolk, der havde linsen rettet mod Donald Trump.

Optrinnet fandt sted i El Paso, Texas, hvor Donald Trump holdt et af sine vælgermøder.

Naturligvis med et stort presseopbud, der uden forvarsel blev antastet af en mand, som skubbede til adskillige mennesker og tv-kameraer.

'Fuck the media' kan man høre manden råbe på tv-billederne fra episoden. Tv-billeder, som du kan se i videoen øverst i artiklen.

BBC's kameramand Ron Skeans var blandt dem, der blev angrebet.

Ifølge en officiel udtalelse fra BBC blev Skeans 'skubbet voldsomt af et medlem af publikum, mens han dækkede pærsident Trumps vælgermøde i Texas i aftes'.

BBC melder i øvrigt, at deres kameramand har det fint, og at 'præsidenten kunne se episoden og tjekkede med os, om alt var okay'.

Donald Trump gav ifølge NBC News også gerningsmanden opmærksomhed. Mens han blev eskorteret ud, fik han et par ord med på vejen af præsidenten: 'Er du okay? Er alt okay?'

Som det er med mange af Donald Trumps vælgermøder, havde præsidenten også denne gang i El Paso afsat tid til at kritisere pressen for at bedrive fake news.

Et af hans udsagn blev bakket op af en buhen, da han påstod, at 'ligegyldigt hvad vi gør, finder de (pressen, red.) en måde at gøre det negativt'.

En anden påstand var, at 'nogle af de mest uærlige mennesker i mediebranchen er de såkaldte faktatjekkere'.

Donald Trump brugte også sin taletid på at plædere for den grænsemur, han så inderligt ønsker opført på grænsen mellem USA og Mexico.

Noget tyder dog på, at han kun delvis får sit ønske opfyldt.

Demokraterne og Republikanerne blev natten til tirsdag dansk tid enig om en grænseaftale, som præsidenten skal sætte sin underskrift på. I aftalen er det dog et grænseHEGN og ikke en mur, der er blevet resultatet af forhandlingerne.

Om Donald Trump vil skrive under på en sådan aftale, må vi vente og se.