Forholdet mellem Donald Trump og den normalt Trump-venlige tv-kanal Fox News har set bedre dage. 

I et opslag på Truth Social skriver den amerikanske præsident søndag aften, at Fox News er »den eneste grund til«, at der er tæt løb i forbindelse med midtvejsvalget i USA – »hvis det da overhovedet er tæt«.

Det konservative medie bruger nemlig alt for meget tid på modstandere af republikanske kandidater, der »elsker vores land og har fremragende politikker og ideer«, lyder det fra Trump. 

»Disse amerikanske patrioter bliver fuldstændig 'sløret ud' af medierne, og Fox gør ikke meget for at hjælpe,« skriver han i opslaget. 

Få timer før Trump strøg til tasterne og kritiserede kanalen, medvirkede han i en halv times telefonisk interview på tv-stationen, hvor værten Larry Kudlow blev til sidst nødt til at afbryde præsidenten. 

»Jeg er nødt til at lade dig gå. Jeg kommer i problemer. Held og lykke. Pas på dig selv på turen, og giv den gas ude i valgkampen,« lød det fra tv-værten, hvortil Donald Trump svarede:

»Jeg er stolt af dig, Larry.«

Men det er ikke første gang, at Donald Trump er ude efter Fox News.

De seneste måneder er forholdet blevet mere anspændt, da Trump er utilfreds med kanalens dækning.

I slutningen af september kritiserede Trump blandt andet Fox News for at give demokratiske politikere taletid til at kritisere republikanerne og ham selv.

»Hvorfor inviterer Fox News altid Chuck Schumer, Hakeem Jeffries, Jessica Tarlov og enhver demokrat ind for at sige dårlige ting om Det Republikanske Parti og selvfølgelig mig?« skrev han på Truth Social.

Han slog samtidig fast, at det er derfor, MAGA-bevægelsen og de »ægte patrioter« aldrig vil kunne lide Fox News.

Donald Trump har længe været en aktiv spiller i debatten om de amerikanske medier. Blandt andet udelukkede hans administration i september tre amerikanske medier fra at rapportere fra Det Hvide Hus.