»Lorteland.«

Donald Trump langede hård ud efter Norge under et vælgermøde søndag. Nu kommer den norske udenrigsminister med svar på tiltale.

Under sin tale ved vælgermødet i den amerikanske delstat Michigan kom den amerikanske præsident – igen – ind på, at han tidligere på måneden blev forbigået, da Nobels Fredspris blev uddelt i den norske hovedstad, Oslo.

I stedet gik den prestigefulde hæder til den sydafrikanske menneskeretsjurist Navi Pillay.

»Den (Nobels Fredspris, red.) gik til en, som ingen kender. Så jeg er ikke forelsket i Norge. Faktisk stinker Norge. Norge er blevet et lorteland. Jeg siger bare sandheden,« sagde Donald Trump på vælgermødet.

Trumps ord er naturligvis blevet bemærket i Norge – og nu svarer landets udenrigsministeren på kritikken:

»Han ved udmærket godt, at Nobelkomitéen er uafhængig. Vi har mindet ham om det, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er stadig tilfældet,« siger Espen Barth Eide til NRK.

Det er bestemt ikke første gang, at Trump har kritiseret Norge på grund af fredsprisen, selvom den norske regering, som Espen Barth Eide igen har pointeret, ikke har indflydelse på uddelelsen.

Kort tid efter at Pillay blev offentliggjort som modtager af prisen, udtalte Trump under et vælgermøde i delstaten New York, at beslutningen er en varig skamplet på Norge og 'på de mennesker, der traf en så skamfuld og pinlig beslutning'.

Her betegnede han ligeledes Pillay som en mystisk person, som han aldrig havde hørt om.

Trump udtalte sig også om rapperen Nicki Minajs udseende under søndagens vælgermøde i Michigan, hvor hun selv var på scenen. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

85-årige Navi Pillay er dommer ved FNs juridiske organ, Den Internationale Domstol.

Hun har tidligere været dommer ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Donald Trump gjorde sig også bemærket for en helt anden kommentar under søndagens vælgermøde i Michigan.

En kommentar som var rettet mod Nicki Minaj og kom umiddelbart efter, at rapdronningen havde forladt scenen efter sin tale ved vælgermødet.

Hvad det drejer sig om, kan du læse mere om HER.