Væbnede krige, handelskrige og verdens generelle tilstand fylder i disse dage voldsomt i den amerikanske præsident, Donald Trumps, kalender.
Men netop det har i de seneste måneder fået partifælle og den stor Trump-støtte Marjorie Taylor Greene til at gå mod sit eget partis retning.

Flere gange har hun kritiseret Donald Trump for at prioritere udlandsbesøg og den amerikanske udenrigspolitik højere end indenrigspolitikken og amerikanernes velvære.
»Det at se udenlandske ledere komme til Det Hvide Hus gennem en svingdør hjælper ikke amerikanerne,« sagde Marjorie Taylor Greene til NBC News forud for præsidentens møde med Syriens præsident Ahmad al-Sharaa mandag.
»Det reducerer ikke leveomkostningerne. Det gør intet ved prisen på sundhedsforsikring. Det gør intet for at løse de problemer, der virkelig plager sårbare grupper i vores befolkning,« har hun også tidligere udtalt.
Mandag slog Trump så tilbage på kritikken fra sin partifælle under en presseseance i Det Ovale Kontor.
»Jeg ved ikke, hvad der er sket med Majorie. Hun er en sød dame, men jeg ved ikke, hvad der er sket. Hun har mistet retningen, tror jeg,« sagde Trump ifølge NBC News.
Under sin anden periode som præsident har Donald Trump indtil videre besøgt 14 lande sammenlignet med 15 af de 50 delstater i USA.
Majorie Taylor Greene var hurtigt ude med sit eget genmæle på tilbageslaget fra præsidenten:
»Jeg har ikke mistet retningen. Jeg er 100 procent 'America First' (Amerika først, red.),« lød det ifølge NBC News i en udtalelse.

