Det var dramatiske scener fra den lille by Butler i Pennsylvania lørdag. Her blev Donald Trump ramt af skud ved et vælgermøde.

Efterforskningen er nu i fuld gang. Men samtidig stiller alle det samme spørgsmål:

Hvordan kunne det sket?

Foruden selve nyheden om det, der skete ved lørdagens vælgermøde med den tidligere amerikanske præsident, så fylder det spørgsmål rigtig meget i de amerikanske medier.

På de store tv-kanalers morgensendeflade søndag stilles spørgsmålet igen og igen.

For netop Donald Trump er blandt de mest beskyttede personer i hele USA.

Som en tidligere og måske kommende præsident har Trump konstant følge af agenter fra sikkerhedsorganet Secret Service i deres sorte jakkesæt og hvide skjorter med dertilhørende sorte solbriller,

Og meldingerne går sågar på, at Trump for nylig har fået yderligere opgraderet sin sikkerhed. Ikke mindst fordi han i den uge, vi går ind i, tager til Milwaukee i delstaten Wisconsin og – medmindre noget går helt galt – modtager Det Republikanske Partis nominering.

Når det er sket, er han officielt partiets præsidentkandidat. Og dermed genstand for yderligere sikkerhed fra Secret Service.

Med andre ord er sikkerheden omkring Trump enorm. Han følges af adskillige agenter døgnet rundt.

Og når han taler offentligt ved et vælgermøde som det i Butler lørdag, så er der store sikkerhedstjek af de fremmødte, snigskytter på tagene og lukket ned på området i timer inden, så hundepatruljer kan gennemsøge området.

Og derfor er det ikke til at forstå, hvordan det kunne komme så vidt, at en 20-årig ung mand kunne snige sig op på et tag ikke langt fra det sted, hvor Trump holdt tale, og affyre adskillige skud – hvoraf de ene strejfede Trumps øre – inden han selv blev ramt og dræbt.

Efterforskningen er allerede i fuld gang.

Men de første opråb om en undersøgelse af Secret Services ageren – eller mangel på samme inden skuddene – er allerede derude.

Og det kommer til at blive et spor, den amerikanske offentlighed og medierne kommer til at forfølge.

Det kunne man allerede konstatere ved et pressemøde lidt i midnat, lokal tid, lørdag.

Her blev de fremmødte agenter og betjente flere gange spurgt ind til, hvad der gik galt.

Noget de kategorisk nægtede at svare på i det tidlige stadie, efterforskningen stadig var på.

Men spørgsmålet vil ikke gå væk. Folk vil have at vide:

Hvordan kunne det ske?