Efter Donald Trump torsdag snakkede i telefon med Vladimir Putin, fik piben om salget af Tomahawk-missiler til Ukraine markant mindre optimistisk tone.
Det beskriver flere amerikanske medier, efter Volodymyr Zelenskyj fredag gik tomhændet og skuffet fra et møde i Det Hvide Hus.
Medier som blandt andet The Washington Post, ABC News og Time beskriver, at den amerikanske præsident ellers tidligere fremstod åben over for et salg af Tomahawk-missiler til Ukraine.
Men fredag lød Donald Trump mere fodslæbende:
»Det er et problem. Vi har brug for Tomahawks og mange andre ting, som vi har sendt til Ukraine i løbet af de sidste fire år,« sagde Trump fredag ifølge ABC News.
»Vi ville hellere se, at de ikke havde brug for Tomahawks,« sagde Trump og tilføjede:

»For at være ærlig ville vi hellere se, at krigen var ovre.«
Ifølge medierne er det i torsdagens telefonsamtale mellem Donald Trump og Vladimir Putin, lykkedes sidstnævnte at overbevise Trump om at sætte bremserne i over for salget af det store missil.
I flere uger havde den Ukrainske præsident rakt ud efter det langtrækkende missil, som ifølge ham vil presse Rusland, mens eksperter til B.T. har peget på, at det ville være »helt vildt«, hvis en købsaftale blev landet.
Dog kom der fredag ikke nogen købsaftale på plads.

Og ifølge flere amerikanske medier spiller torsdagens timelange telefonsamtale mellem Putin og Trump en markant rolle.
Ifølge The Washington Post fortale Vladimir Putin angiveligt Donald Trump, at salget af Tomahawk-missiler ville skade relationen til USA og ødelægge enhver chance for en fredsaftale.
Pointer, som Donald Trump har taget til eftertanke ifølge mediet.
B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, anser det også som en mulig forklaring, men peger også på, at Donald Trump kan have ændret mening, fordi han har en ting i hovedet: Han vil være ham, der skaber fred mellem Rusland og Ukraine.
»Han ved godt, Putin spiller spillet. Det satte han selv ord på efter mødet med Zelenskyj. Og det der foregår er et helt vildt spil, som involverer nogle ledere på et højt plan,« siger han og tilføjer:
»Trump fremstår i sin egen optik som den eneste, der vil freden. Putin og Zelenskyj har ikke noget incitament til at stoppe krigen.«
Derfor vurderer han også, at det ikke er umuligt at samtalen med Putin har været med til at ændre Trumps holdning til salget af Tomahawk-missiler:
»Det vil da hvert fald være oplagt at tænke tanken. Han lød hvert fald optimistisk inden i fredags,« lyder det fra Jeppe Elkjær.
Men hvor Ukraine gik tomhændet fra deres møde i Det Hvide Hus, aftalte Donald Trump og Vladimir Putin, at de fysisk vil mødes i den ungarske hovedstad Budapest.
Ifølge Trump vil mødet finde sted inden for de næste to uger.