Trump sender Witkoff og Kushner til Iran-forhandlinger
Iran viser fremskridt og har bedt om et personligt møde med amerikanske udsendinge, siger Det Hvide Hus.

Iran viser fremskridt og har bedt om et personligt møde med amerikanske udsendinge, siger Det Hvide Hus.

Den amerikanske præsident Donald Trumps særlige udsending Steve Witkoff vil sammen med Trumps svigersøn Jared Kushner rejse til Pakistan lørdag.
Det oplyser Det Hvide Hus ifølge Fox News.
Iran har bedt om et personligt møde, lyder det videre.
Det Hvide Hus' talskvinde Karoline Leavitt understreger, at der har været fremskridt fra den iranske side.
Hun tilføjer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hun håber, at der vil være flere fremskridt i forbindelse med weekendens forhandlinger.
Kort forinden havde to unavngivne amerikanske embedsmænd med kendskab til sagen oplyst til tv-stationen CNN, at Witkoff og Kushner skal mødes med Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi.
Vicepræsident J.D. Vance har ikke umiddelbart planer om at rejse til Pakistan, men vil være klar til at tage afsted, hvis der er fremskridt i forhandlingerne, oplyser Det Hvide Hus.
Samtidig skriver statslige medier i Qatar, at Trump har talt i telefon med Qatars emir om de seneste udviklinger i retning af at få en aftale om våbenhvile på plads mellem USA og Iran.
Tidligere fredag meddelte den iranske udenrigsminister, at han fredag indleder en rejse til den pakistanske hovedstad, Islamabad, samt til Muscat i Oman og Moskva i Rusland.
- Formålet med mine besøg er at koordinere tæt med vores partnere i bilaterale anliggender og konsultere om regionale udviklinger, skriver Araghchi i et opslag på X.
- Vores naboer er vores højeste prioritet, tilføjer han.
Den iranske udenrigsminister har ikke umiddelbart bekræftet, at han skal mødes med de amerikanske udsendinge i Islamabad i weekenden.
Fredag aften bekræfter to pakistanske regeringskilder over for Reuters, at en iransk delegation er ankommet til landet.
Pakistan har fungeret som mægler mellem Iran og USA.
/ritzau/