Han sidder på tronen af den amerikanske stat, men det afholder ikke præsident Donald Trump for nu at sagsøge det amerikanske finansministerium og skattevæsen (IRS) for 10 milliarder dollar, fordi hans selvangivelser blev lækket til medierne tilbage i 2019 og 2020.
I en klage indgivet til en føderal domstol i Miami anfører Donald Trump, og hans to voksne sønner, Donald Trump Jr. og Eric Trump, samt Trump Organization, at myndighederne undlod at træffe ‘obligatoriske forholdsregler’, der ville have forhindret den tidligere IRS-medarbejder Charles Littlejohn i at lække selvangivelserne til ‘venstreorienterede medier’ som New York Times og ProPublica.
Det skriver The Guardian.
Trump og hans sønner mener, at de som følge af lækket har lidt ‘betydelig og uoprettelig skade’ på deres omdømme og økonomiske interesser.
Søgsmålet er temmelig usædvanligt, da Donald Trump sagsøger statslige myndigheder, der er en del af den udøvende magt, som han selv er allerøverste chef for.
IRS er en del af finansministeriet, hvor Scott Bessent er finansminister. Bessent er ikke blandt de sagsøgte.
Donald Trump har anlagt en stribe retssager, siden han genvandt præsidentposten i 2024.
Han har blandt andet sagsøgt New York Times og bogforlaget Penguin Random House for 15 milliarder dollar for artikler og en bog, som ifølge Trump havde til formål at underminere hans valgchancer i 2024.
Trump kræver desuden 10 mia. dollar fra Wall Street Journal for artikel, der beskrev en fødselsdagshilsen til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.
I det nye søgsmål er det Trumps påstand, at New York Times offentliggjorde mindst otte artikler, og at ProPublica offentliggjorde mindst 50 artikler baseret på Littlejohns læk.
Littlejohn blev i september 2023 sigtet for for at have lækket skatteoplysninger om Trump og tusindvis af andre velhavende amerikanere til medierne og oplyste, at han var motiveret af en politisk dagsorden.
Littlejohn, 40 år, erklærede sig den følgende måned skyldig og blev i januar 2024 idømt fem års fængsel.
