Trump roser amerikansk flyproducent efter uhyggeligt kapringsdrama
Donald Trump roser Boeing 737 Max-flyets 'utrolige genialitet'.

Donald Trump roser Boeing 737 Max-flyets 'utrolige genialitet'.

Den indiske pilot Smit Machchhar og den israelske blikkenslager Yaniv Hayoun roses for deres heltemod, der var med til at forhindre en flykapring af et FlyDubai-fly, der havde kurs mod Israel onsdag.
Nu uddeler Donald Trump også roser efter flydramaet – men til en person, der slet ikke var ombord:
Den administrerende direktør for den amerikanske flyproducent Boeing, Kelly Ortberg.
»Tillykke til den fremragende virksomhed Boeing med at have produceret et fly – 737 Max – der var i stand til at modstå G-påvirkninger og belastninger, som langt oversteg, hvad det var designet og forventet at kunne klare,« skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie Truth Social.
Om opslaget er en reaktion på torsdagens flydrama eller ej, er uvist. Trump nævner ikke selve kapringen i sit opslag.
Men det var netop en Boeing 737 Max, der ifølge de israelske myndigheder blev forsøgt kapret af den ene af flyets piloter under en flyvning fra Dubai i De Forenede Arabiske Emirater mod Tel Aviv i Israel.
Og flyet styrtdykkede med omkring 5.000 meter i løbet af få minutter, mens den indiske pilot Smit Machchhar blev overfaldet af flyets anden pilot.
På trods af alvorlige knivstik formåede han dog at åbne døren til cockpittet, så personer i flyets kabine kunne komme ham til undsætning og forhindre kapringen.
»Det er på tide, at Boeing – der bygger de suverænt bedste passagerfly – får anerkendelse for dette flys utrolige 'genialitet',« lyder det fra Donald Trump.
Herefter roser han Boeing-direktøren Kelly Ortberg og 'alle hans ledere og medarbejdere hos Boeing med et fremragende stykke arbejde'.

Den israelske blikkenslager Yaniv Hayoun var angiveligt en af de passagerer, der trængte ind i cockpittet, mens kapringsforsøget var i gang.
Efter at passagererne var kommet til Tel Aviv, fortalte Yaniv Hayoun til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at han trak i styrepinden for at få rettet flyet op efter det dødelige drama i cockpittet.
Mens det stod på, begyndte folk i flyet at skrige, og flyet bevægede sig fra side til side.
Flyet, der havde 180 passagerer om bord, blev onsdag morgen omdirigeret til Saudi-Arabien, efter at flyet havde udsendt et nødsignal.
Efterfølgende blev passagererne fløjet til Tel Aviv.
Der er foreløbigt ikke oplyst noget om den pilot, der formodes at stå bag kapringsforsøget.