Nu reagerer USAs præsident, Donald Trump, på udbruddet af hantavirus på et krydstogtskib.

Et udbrud, der foreløbig har kostet tre menneskeliv.

»Det er rimelig meget under kontrol, håber vi,« siger Trump til pressen.

Det skriver NBC News.

Der er indtil videre bekræftet fem tilfælde af hantavirus ud af otte mistænkte tilfælde i forbindelse med et udbrud på krydstogtskibet 'MV Hondius'. Det oplyste Verdenssundhedsorganisationen (WHO) torsdag.

Blandt de bekræftede og formodede smittede er tre personer afgået ved døden. Der er tale om det hollandske ægtepar – en mand og en kvinde – som døde henholdsvis 11. og 26. april, samt en tysk kvinde, som døde 2. maj.

Der er udbrudt smitte med hantavirus ombord på krydstogtskibet MV Hondius.
Der er udbrudt smitte med hantavirus ombord på krydstogtskibet MV Hondius. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

»Det var skibet, og jeg tror, vi kommer til at lave en større melding om det i morgen (fredag, red.). Vi har mange folk på sagen. Det er mange gode folk, der undersøger det. Det burde gå fint nok, håber vi,« lyder det videre fra Donald Trump om virusudbruddet.

Den amerikanske præsident lover, at landets myndigheder gør deres bedste for at sikre, at virussen ikke spreder sig.

USA har under Trumps anden periode som præsident forladt flere internationale organisationer – herunder WHO.

Det har endnu ikke været muligt at fastslå, hvordan et hollandsk par blev smittet med hantavirus.