Golfstjernen Tiger Woods har kastet sin kærlighed på Vanessa Trump og gør med det sit indtog i Trump familien.
Det er en melding, der får en reaktion fra familiens høvding – USAs præsident Donald Trump.
For i et Instagram opslag skriver det 49-årige golfikon, at han danner par med præsidentens tidligere svigerdatter Vanessa Trump.
Et forhold der tilsyneladende fik Donald Trumps velsignelse, mens de to gik en runde sammen på golfbanen:
»Han er en fantastisk mand og atlet, og jeg sagde: 'Tiger, det er godt. Det er godt.' Jeg er meget glad på deres vegne. Lad dem begge være glade,« siger Donald Trump om forholdet i et interview i Det Ovale Kontor.
Vanessa Trump var ellers gift med præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr., fra 2005-2018, hvor de sammen fik fem børn.
Dengang var det Vanessa Trump, der ansøgte om skilsmisse, og ifølge præsidenten blev sønnens forhold kraftigt påvirket af hans tilknytning til sin fars valgkamp.
Han fortæller dog samtidigt, at de havde et godt ægteskab, mens det varede, men indrømmer, at han ærgrer sig over, at deres ægteskab gik i stykker.
Det vækker dog glæde på både Vanessa Trump og Tiger Woods vegne, at de sammen har fundet kærligheden, siger præsidenten.
