»Hvad laver de, og hvorfor?«
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er at finde på forsiden af den seneste udgave af Time Magazine. Den del er han umiddelbart tilfreds med. Men når det kommer til valget af billedet på forsiden, er sagen en ganske anden.
I hvert fald langer han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, tirsdag morgen dansk tid – hvor han er landet tilbage i USA fra sit besøg i Mellemøsten – kraftigt ud efter det.
»Time Magazine skrev en relativt god artikel om mig, men billedet er måske det værste nogensinde,« skriver han og tilføjer:
»De fik mit hår til at 'forsvinde' og fik noget til at svæve over mit hoved, der lignede en svævende krone, men en ekstremt lille en. Virkelig underligt!«
Den amerikanske præsident skriver videre, at han aldrig har brudt sig om »at blive fotograferet nedefra«.

»Men dette er et superdårligt billede, og det fortjener at blive påpeget. Hvad laver de, og hvorfor?,« skriver han.
Det er Time selv, der mandag aften delte et billede af den kommende magsinforside.
Magasinet, der kommer på gaden i begyndelsen af november, har på fronten et billede af Donald Trumps ansigt, mens en overskrift lyder: 'His Triumph', som på dansk kan oversættes til 'Hans triumf'.
Overskriften henviser til den nyligt indgåede våbenhvileaftale mellem Hamas og Israel, som den amerikanske præsident har været med til at få forhandlet igennem.
Fredag i sidste uge trådte en våbenhvile derfor i kraft mellem Israel og den militante bevægelse Hamas.
Mandag deltog Trump først i et fredstopmøde i Egypten, før han også lagde vejen forbi Israel, hvor han talte til det israelske parlament, Knesset.
Det kan du læse mere om i artiklen HER.