Fredag i sidste uge begyndte masseaflysningerne i 40 amerikanske lufthavne.
Det skete som konsekvens af, at Demokraterne og Republikanerne ikke kunne nå til enighed om en ny finanslov, før finansåret udløb 1. oktober.
Flere flyveledere og sikkerhedskontrollører, der anses som kritisk vigtige ansatte, har under nedlukningen være pålagt at gå på arbejde uden løn, hvilket har ført til højere fravær.
Men USAs præsident, Donald Trump, giver ikke meget for de medarbejdere, der siden fredag har valgt at melde sig syge.
»Alle flyveledere skal tilbage på arbejde, NU!!! Dem, der ikke vender tilbage, vil få en betydelig lønreduktion,« skriver han mandag eftermiddag dansk tid i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
Derudover opfordrer præsidenten til, at ansatte, som er mødt på arbejde under »Demokraternes nedlukningsfupnummer« skal have en bonus på 10.000 dollar – svarende til 65.000 kroner.

Han sender samtidig et budskab til dem, »der ikke gjorde andet end at klage og tage fri, selvom alle vidste, at de snart ville få fuld løn«.
»Jeg er ikke tilfreds med jer. I trådte ikke til for at USA imod det falske demokratiske angreb, som kun havde til hensigt at skade vores land.«
»Hvis I ønsker at forlade tjenesten i den nærmeste fremtid, så tøv ikke med at gøre det – UDEN nogen form for betaling eller fratrædelsesgodtgørelse,« lyder det blandt andet fra Trump.
Ifølge ham vil de ansatte »hurtigt blive erstattet af ægte patrioter«.
»Endnu en gang – til vores amerikanske patrioter: Gud velsigne jer – jeg kan ikke sende jeres penge hurtigt nok! Til alle andre: Mød op på arbejde straks,« skriver Trump.
