Det skulle have været et af hans helt store prestigeprojekter.

Men den amerikanske præsident, Donald Trumps, store renovering af den såkaldte 'Reflecting Pool' er løbet ind i en række problemer. Nu fremsætter han en række påstande om, hvad der skal være årsagen til dem.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her den 19. juni.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her den 19. juni. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

Natten til søndag dansk tid hævder han nemlig følgende i et opslag på sit sociale medie, Truth Social:

»Det amerikanske parkpoliti har anholdt flere personer for hærværk mod vores lands storslåede 'Spejlbassin'.«

Hvem der skal være blevet anholdt, hvorfor de er mistænkt for hærværk, og hvilke beviser der skal være i sagen, står dog endnu hen i det uvisse.

Ifølge Trump er der dog tale om »meget alvorlige forbrydelser, der vedrører ødelæggelse af nationale monumenter«.

Alger er i stor stol blomstret op i Spejlbassinet i Washington, D.C. Billedet her er fra 20. juni.
Alger er i stor stol blomstret op i Spejlbassinet i Washington, D.C. Billedet her er fra 20. juni. Foto: Ken Cedeno/AFP/Ritzau Scanpix

»År i fængsel! Arbejdet med at reparere bassinet vil påbegyndes straks,« skriver han i sit opslag.

Omkring to timer senere fulgte han opslaget op med endnu et, hvor han skrev:

»Der er blevet anholdt endnu flere personer i forbindelse med den skammelige hærværk mod vores smukke Spejlbassin.«

Siden foråret har den amerikanske præsident arbejdet for en gennemgribende renovering af Spejlbassinet, der er opført ved mindesmærket Lincoln Memorial i Washington, D.C.

Her ses arbejdet i Spejlbassinet. Øverst ses billeder af arbejdets opstart. Nederst ses billeder af algeopblomstringen. 
Her ses arbejdet i Spejlbassinet. Øverst ses billeder af arbejdets opstart. Nederst ses billeder af algeopblomstringen.  Foto: REUTERS/Ken Cedeno/ Kylie Cooper/Annabelle Gordon/Eric Lee/Evan Vucci/Annabelle Gordon/Ritzau Scanpix

Det historiske bassin har været forsøgt renoveret flere gange tidligere, men arbejdet har været udfordrende og dyrt.

Blandt andet har læk i det historiske bassin, og alger udgjort gentagne problemer.

I foråret skød Trump dog gang i en omfattende renovering af bassinet til en anslået værdi af 14 millioner dollar – knap 92 millioner danske kroner – for at gøre det klar til USAs 250-års fødselsdagsfejring den 4. juli.

Blandt andet har man forsøgt at rense vandet, ligesom man har malet bunden af bassinet i en farve, som Trump har omtalt som 'American flag blue'.

Her ses ansatte fra National Park Service arbejde med at rense Spejlbassinet.
Her ses ansatte fra National Park Service arbejde med at rense Spejlbassinet. Foto: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

Men den blå farve er nu ikke til at se, da alger er vokset frem i stor stil og har gjort vandet grumset og grønt.

Senest er der også dukket billeder op af, at den blå bundfarve er begyndt at løsne sig og flyde i større stykker mod overfladen.

Men ifølge Trump fungerede bassinet »perfekt« – indtil folk angiveligt begyndte at begå hærværk mod det.

»Det, disse forfærdelige vandaler har gjort, er en sand fornærmelse mod både præsident George Washington og præsident Abraham Lincoln, og det bør håndteres i overensstemmelse hermed,« hævder han på Truth Social.

Her ses et billede af den blå bundfarve, der er begyndt at løsne sig i bassinet.
Her ses et billede af den blå bundfarve, der er begyndt at løsne sig i bassinet. Foto: Aaron Schwartz/Reuters/Ritzau Scanpix

Videre skriver han, at problemerne betyder, at man sandsynligvis kan blive »tvunget til at tømme en stor del af vandet for at kunne udføre de nødvendige reparationer.«

»Men vi vil få dem udført så hurtigt som muligt,« skriver han.

For at bekæmpe algeopblomstringerne har hold, som Indenrigsministeriet ifølge The Hill har sat ind, benyttet sig af hydrogenperoxid (brintoverilte, red.) og nanoboble-teknologi i vandet.

Flere har spekuleret i, om det kan være det, der har fået bundmalingen til at løse sig.

Den blå bundfarve har løsnet sig flere steder i bassinet. 
Den blå bundfarve har løsnet sig flere steder i bassinet.  Foto: Annabelle Gordon/Reuters/Ritzau Scanpix

Ifølge Trump har dem, der – ifølge ham – har begået hærværk, dog hældt »ætsende og ødelæggende kemikalier ud i bassinet«.

Han fremlægger ikke nogen beviser for sine påstande.

The Hill oplyser, at man har henvendt sig til National Park Service (NPS) for en kommentar til Trumps udmeldinger, men ikke har hørt tilbage.

Her ses rensningsarbejdet være i gang i bassinet den 18. juni.
Her ses rensningsarbejdet være i gang i bassinet den 18. juni. Annabelle Gordon/Reuters/Ritzau Scanpix

Heller ikke andre af de myndigheder, der er ansvarlige for retshåndhævelse og vedligeholdelse på National Mall, hvor bassinet ligger – U.S. Park Police og Indenrigsministeriet – har reageret på henvendelser om sagen fra NBC.