United States Mint, som fremstiller USA's mønter, vil skyde gang i produktionen af en 1-dollarmønt med et portræt af præsident Donald Trump som led i markeringen af USA's 250-års jubilæum.

Det siger USA's finansminister, Scott Bessent, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På det sociale medie X har Bessent delt et billede af møntens design.

Det indebærer på forsiden også ordene "Liberty" ("Frihed", red.) og "In God We Trust" ("På Gud vi stoler", red.), ligesom der vil stå "1776-2026".

USA's uafhængighedserklæring blev vedtaget den 4. juli 1776.

På mønten vil der på bagsiden være et billede af den hvidhovedede havørn, som er kendt fra den amerikanske præsidents segl.

Det sidste er ifølge Reuters en ændring i forhold til et udkast til møntens design, der blev offentliggjort i oktober.

Designet fra udkastet viste på bagsiden i stedet Trump med en løftet knyttet næve og ordene "fight, fight, fight", som kan oversættes til "kæmp, kæmp, kæmp", og som er en henvisning til et attentatforsøg mod ham i 2024.

Trump siger, at han er beæret over mønten.

- De gav mig en mønt, siger Trump i et interview med Fox Business.

- Så vidt jeg forstår, er det meget usædvanligt.

Kritikere af mønten har betvivlet designets lovlighed.

En amerikansk lov fra 1866 fastslår, at portrætter af nulevende personer ikke må anvendes på amerikansk valuta.

Den bestemmelse gælder dog pengesedler, som fremstilles af det statslige agentur Bureau of Engraving and Printing.

Agenturet hører ligesom United States Mint under det amerikanske finansministerium.

Kongressen i USA vedtog i 2020 en lov, der giver finansministeren mulighed for at sætte et særligt præg på 1-dollarmønter i anledning af USA's 250-års jubilæum, men loven forbyder ligeledes motiver, der forestiller nulevende personer.

Det amerikanske finansministerium har ikke umiddelbart reageret på Reuters' henvendelser om sagen.

Ifølge mediet Politico har ministeriet sagt, at mønterne vil kunne købes til efteråret.

RITZAU