Den amerikanske præsident, Donald Trump, har ikke glemt Grønland.

Det blev tydeliggjort natten til søndag dansk tid, hvor han delte et mærkværdigt opslag på Truth Social.

'I samarbejde med den fantastiske guvernør i Louisiana, Jeff Landry, sender vi et stort hospitalsskib til Grønland for at tage sig af de mange mennesker, der er syge og ikke får behandling der. Det er på vej!', skrev han.

Hvilke syge mennesker der skal være tale om, uddyber Trump ikke i det kryptiske opslag.

»Det er en højst mystisk og overraskende melding fra Trump,« siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, og fortsætter:

»For det første er det svært at se, hvad en amerikansk 'hospitalsbåd' skal nær Grønland, og for det andet skal de amerikanske hospitalsskibe vist nok ligge ved et værft ganske langt borte lige nu.«

Dette billede viser skibet fra Trumps opslag.
Dette billede viser skibet fra Trumps opslag. Foto: Truth Social

Et af de omtalte hospitalsskibe vises også frem i præsidentens nye Truth Social-opslag.

Opslaget er nemlig flankeret af et AI-genereret billede af et hospitalsskib med navnet USNS Mercy, der ligger forankret i kystbyen Mobile i Alabama.

Meldingen om hospitalsskibet kommer efter, at et besætningsmedlem fra en amerikansk ubåd lørdag eftermiddag blev evakueret af Arktisk Kommando i Grønland.

Besætningsmedlemmet havde ifølge det grønlandske KNR behov for akut medicinsk behandling.

Evakueringen foregik med helikopter i farvandet ud for Grønlands hovedstad, Nuuk, og personen blev overført til de grønlandske sundhedsmyndigheder og sygehuset i Nuuk.

Søndag morgen siger den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, til TV 2, at han ikke har været orienteret om, at et amerikansk hospitalsskib skal være på vej til Grønland.

Han understreger samtidig, at »den grønlandske befolkning selvfølgelig får den sundhedsbehandling, den skal have«.

Videre bliver han spurgt ind til, hvad man vil gøre, hvis amerikanerne rent faktisk sender et skib til Grønland.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen er ikke blevet orienteret om, at skibet skulle være på vej til Grønland.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen er ikke blevet orienteret om, at skibet skulle være på vej til Grønland. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Jamen, hvis og hvis og hvis. Det er ikke noget, jeg forholder mig til søndag morgen,« lyder svaret fra Troels Lund.

Men ifølge Jeppe Elkjær er nattens udmelding fra den amerikanske præsident et signal om, at tanken om Grønland ikke er et overstået kapitel.

»Uanset hvad, så viser det bare, at Trump på ingen måde har glemt Grønland. Det her er en krise, der konstant kan blusse op ved bare det mindste kryptiske opslag på Truth Social.«

»Og det bør både de danske myndigheder og vores europæiske allierede være helt klar over,« siger B.T.s udlandsredaktør.

Du kan følge seneste nyt i udviklingen på den storpolitiske scene i B.T.s liveblog HER.