Skal man tro meningsmålingerne, er det med stor sandsynlighed den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, der bliver USAs næste præsident.

Et scenarie, som har sat tankerne i gang hos landets nuværende øverstkommanderende.

For hvad skal der blive af Donald Trump, hvis han bliver nødsaget til at give præsident-titlen videre?

Det spekulerede han ifølge Politico over på et vælgermøde i Macon, Georgia fredag aften.

Trump til vælgermøde i Georgia 17. oktober.
Trump til vælgermøde i Georgia 17. oktober. Foto: Elijah Nouvelage
Vis mere

»Kunne i forestille jer, at jeg taber?,« lød det ifølge mediet fra Donald Trump, da han stod på scenen og talte til de fremmødte vælgere.

»Hele mit liv.. Hvad skal jeg give mig til? Så kommer jeg til at sige: 'Jeg tabte til den værste kandidat i politisk historie. Jeg kommer ikke til at have det godt. Måske bliver jeg nødt til at forlade landet, jeg ved det ikke.«

Men selvom det umiddelbart kan virke ukarakteristisk for Trump at tale åbent om nederlag, peger flere eksperter ifølge Politico på, at det er en bevidst taktik.

Han trives med at blive undervurderet, og eksperterne mener, at det var præcis, hvad der skete, indtil han kom bagfra og vandt valget tilbage i 2016.

De nationale meningsmålinger viste i ugerne op til valget, at Trump haltede bag daværende demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton, men det fik ham ikke ned med nakken.

I stedet fortsatte han sit maraton af vælgermøder og hægtede sig fast på historier om Clinton, som hjalp ham male et negativt billede af eliten i Washington D.C., der hjalp hans kampagne.

Det er ifølge en række eksperter en lignende strategi, Donald Trump bruger under denne valgkamp, hvor han igen rejser landet tyndt og afholder vælgermøder, mens han forsøger at henlede vælgernes opmærksomhed på Biden-familiens forretninger.

»Han er bedst til at føre valgkamp, hvor han møder modstand,« siger Bryan Lanza, en lobbyist, som arbejde for Trumps kampagne i 2016, og som også er tæt knyttet til den igangværende kampagne.

Donald Trump haltede længe bag Hillary Clinton i meningsmålingerne op til valget i 2016 men endte alligevel med at vinde.
Donald Trump haltede længe bag Hillary Clinton i meningsmålingerne op til valget i 2016 men endte alligevel med at vinde. Foto: Rick Wilking
Vis mere

»Han er den type running back (position i amerikansk fodbold, red.), som løber ind i tacklingerne modsat den type running back, som løber væk. Vi plejede at sige, at han er ligesom Rocky Balboa – han venter på, at hans modstander leverer det første slag, og så svarer han med et knockout.«