»Jeg kunne godt tænke mig at se ham blive mere aggressiv.«

Den amerikanske præsident, Donald Trump, kom i weekenden både med ros og med en opfordring til verdens rigeste mand, Elon Musk. Kort efter begyndte en helt særlig mail at blive sendt rundt til offentligt ansatte.

»Elon gør et godt stykke arbejde,« lød det lørdag indledende fra Trump i et opslag på hans sociale medie, Truth Social, med henvisning til det arbejde, som techmilliardæren laver for Trump-administrations effektiviseringsenhed, Doge.

Derefter tilføjede han:

Elon Musk ses her under en konservativ konference den 20. februar.
Elon Musk ses her under en konservativ konference den 20. februar. Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

»Men jeg kunne godt tænke mig at se ham blive mere aggressiv. Husk på, at vi har et land, der skal reddes, men i sidste ende også gøres større end nogensinde før.«

Kort efter svarede Elon Musk – der står i spidsen for det sociale medie X, Tesla og SpaceX – tilbage:

»Det vil jeg gøre, hr. præsident!,« lød det fra ham i et opslag på X.

Nogle timer senere fulgte rigmanden op med endnu et opslag på det sociale medie:

Her ses Elon Musks svar til Donald Trumps opfordring.
Her ses Elon Musks svar til Donald Trumps opfordring.

»I overensstemmelse med præsident Trumps instruktioner vil alle føderale medarbejdere snart modtage en e-mail, der anmoder om en forklaring på, hvad de lavede i sidste uge. Manglende svar vil blive betragtet som en opsigelse,« lød det.

Efterfølgende begyndte de omtalte mails at tikke ind i indbakkerne hos de føderalt ansatte i USA – med en emnelinje, der ifølge magasinet Time lød:

»Hvad lavede du i sidste uge?«

Mailen blev udsendt af Office of Personnel Management (OPM), og blandt modtagerne er ifølge Time blandt andre forskellige regeringsafdelinger, herunder FBI, State Department, Food and Drug Administration (FDA) og Centers for Medicare & Medicaid Services.

Elon Musk har under Donald Trump fået til opgave at finde besparelser i den føderale sektor i USA. Han er således blevet leder af Department of Government Efficency (Doge) – Kontoret for Regeringens Effektivitet.
Elon Musk har under Donald Trump fået til opgave at finde besparelser i den føderale sektor i USA. Han er således blevet leder af Department of Government Efficency (Doge) – Kontoret for Regeringens Effektivitet. Brandon Bell/Reuters/Ritzau Scanpix

»Svar venligst på denne e-mail med cirka fem punkter om, hvad du har udrettet denne uge, og sæt sin leder på som cc (medmodtager, red.),« stod der videre i e-mailen.

E-mailen gav videre medarbejderne indtil kl. 23.59 mandag lokal tid til at svare.

Siden den blev sendt afsted, har mailen vakt vrede hos blandt andre fagforeninger, embedsmænd og kritikere af Trump og Musk.

Det ledende medlem af House Oversight Committee, demokraten Gerald Connolly, kalder ifølge NBC News i et brev til OPM truslen fra Musk for »ulovlig, hensynsløs og endnu et eksempel på det grusomme og vilkårlige kaos, som Musk påfører folkestyret og dets dedikerede offentligt ansatte.«

Techmilliardæren Elon Musk, som er hyret af Trump til at finde besparelser i den føderale sektor i USA, er verdens rigeste mand.
Techmilliardæren Elon Musk, som er hyret af Trump til at finde besparelser i den føderale sektor i USA, er verdens rigeste mand. Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

»I må straks gøre det klart, at føderalt ansattes manglende svar på denne uigennemtænkte weekendmail ikke er ensbetydende med en opsigelse«, lød det fra politikeren, der er medlem af Repræsentanternes Hus.

Mailen er samtidig blevet sendt ud, mens Elon Musk og hans ministerium for regeringseffektivitet – det såkaldte Doge – forsøger at foretage omfattende nedskæringer i den føderale arbejdsstyrke, herunder med føderale massefyringer til følge.

Doge har været genstand for flere kontroverser, siden det officielt blev etableret  20. januar – og flere demokrater og kritikere har offentligt fordømt agenturet og udtrykt bekymring for, at det blandt andet har fået adgang til føderale systemer, herunder finansministeriets betalingssystem.

Det er endnu uklart, hvilket juridisk grundlag Elon Musk mener at have til at kunne opsige føderale medarbejdere, som ikke reagerer på den omtalte mail.