Det er godt 33 år siden, USA sidst gjorde det.
Men nu skal verdens største militærmagt igen til at teste atomvåben, lyder det fra Donald Trump. Skal vi have nyt atomkapløb, lyder frygten.
Det viser en opgørelse over, hvor mange atomvåben verdens lande ligger inde med.
Den er foretaget af Federation of American Scientists (FAS) tidligere på året og viser, at der er to lande helt i front på den nukleare front.
Det er ikke overraskende Rusland og USA, som op gennem den anden halvdel af det 20. århundrede lå i en langvarig atomoptrapning.
Rusland er således den nation på jorden med flest atomsprænghoveder med 5.459, mens USA følger tæt efter med 5.177.

I de tal skal man så skelne mellem atomvåben, der er parate til at blive brugt med det samme, og så atomvåben, som er det, FAS beskriver som pensionerede – altså taget ud af brug, men potentielt kan vækkes til live, hvis behovet er der.
Her ligger Rusland også klart i toppen med 4.309 aktive atomsprænghoveder mod USAs 3.700. I begge landes tilfælde så mange, at de hver især formodes at kunne lægge store dele af kloden øde.
Herfra er der et stort spring ned til nummer tre, som er Kina med 600 atomsprænghoveder i alt, viser opgørelsen fra FAS.
Hernæst følger Frankrig med 290, Storbritannien med 225, Indien med 180, Pakistan med 170 og så Israel på 90 og Nordkorea med 50.

Alle tal er anslåede og rummer en hvis usikkerhed. Eller som det fastslås i rapporten fra FAS:
»Det præcise antal af atomvåben, som hvert land besidder, er en dyb national hemmelighed, så estimaterne her fremkommer med en signifikant usikkerhed.«
Meldingen om, at USA skal til at teste atomvåben igen efter 33 år, kom fra Donald Trump natten til torsdag på Truth Social.
Her skrev præsidenten:

»På grund af andre landes testprogrammer, så har jeg instrueret Krigsministeriet i at teste vores atomvåben på samme måde. Det iværksætter vi øjeblikkeligt.«
Meldingen fra Trump, hvor han også nævner, at Kina kommer til at få flere atomvåben de kommende år, kom umiddelbart inden præsidentens møde med Kinas præsident, Xi Jinping, natten til torsdag.
Derfor bliver Trumps udmelding også set fra flere steder som et direkte signal til Kina, der i løbet af de senere år har været i gang med at opbygge et større atomvåbenarsenal.
Frygten efter Trumps udmelding er nu, om verden står foran et nyt atomkapløb efter en række år, hvor antallet af atomvåben blev nedbragt – ikke mindst fra de to store atommagter, Rusland og USA.

Det eneste land, som de seneste år for alvor har testet atomvåben, er Nordkorea, mens de andre store atommagter har holdt mere tilbage.
Hvad præcis de nye amerikanske atomvåbentest kommer til at indebære, kom Donald Trump ikke yderligere ind på.

