USA's præsident, Donald Trump, har i en knap 90 minutter lang telefonsamtale med Ruslands præsident, Vladimir Putin, tilbudt at hjælpe med at finde en løsning på krigen i Ukraine.

Det oplyser Jurij Usjakov, der er Putins udenrigspolitiske rådgiver, ifølge nyhedsbureauet Reuters i udtalelser offentliggjort natten til søndag.

Han citerer den amerikanske præsident for at sige, at de amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner vil fortsætte deres bestræbelser på at mægle en aftale på plads, og at de er parate til endnu et besøg i Moskva.

De to præsidenter talte om situationen i Ukraine i anledning af, at der i den kommende uge finder et Nato-topmøde sted i Ankara i Tyrkiet.

Tidligere lørdag oplyste Ukraine, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, også havde talt med Trump.

Her anmodede Zelenskyj Trump om det, han betegnede som amerikansk beslutsomhed mod en afslutning på den mere end fire år lange krig med Rusland.

Han skrev efterfølgende på det sociale medie X, at han havde haft en rigtig god samtale med Trump angående situationen ved frontlinjen.

- Der er en reel udsigt til at bringe den her krig til en afslutning, og amerikansk beslutsomhed vil have en afgørende betydning, lød det.

Ifølge Zelenskyj blev han og Trump enige om at fortsætte deres drøftelser ved Nato-topmødet.

Regeringsledere og delegationer fra 32 lande, heriblandt Trump, ventes at deltage i topmødet.

Putin skitserede over for Trump det, som Usjakov betegner som "den faktiske situation på slagmarken, hvor de russiske væbnede styrker rykker selvsikkert frem", siger Usjakov.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har de russiske styrker dog stort set ikke gjort fremskridt i de seneste måneder.

Det skyldes i høj grad tilstedeværelsen af droner, der begrænser brugen af de tunge køretøjer og har ført til store tab på begge sider.

Diplomatisk set er forhandlingerne gået i hårdknude, eftersom Rusland kræver, at Ukraine trækker sig tilbage fra hele Donetsk-regionen. Det afviser Ukraine.

RITZAU/