Colombias præsident, Gustavo Petro, og USA's præsident, Donald Trump, ser ud til at have begravet stridsøksen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, efter at de to statsledere tirsdag mødtes i Det Hvide Hus i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

- Mit indtryk af mødet for et par timer siden er først og fremmest, at det var positivt, siger Petro efter mødet, der foregik uden pressens tilstedeværelse.

Trump har tidligere kaldt Petro for "en syg mand", ligesom han har luftet idéen om en amerikansk militæroperation i Colombia.

Også Petro har flere gange kritiseret Trump - blandt andet for dødelige amerikanske angreb mod det, der af USA kaldes narkoskibe, i Stillehavet og i Det Caribiske Hav.

Tirsdag lyder det fra den amerikanske præsident, at de to statsledere kom godt ud af det med hinanden ved mødet.

- Han og jeg var ikke ligefrem de bedste venner, men det var jeg ikke fornærmet over, for jeg havde aldrig mødt ham. Jeg kendte ham slet ikke, og vi kom meget godt overens, siger Trump ifølge AFP efter mødet..

Den amerikanske præsident siger desuden, at de to lande arbejder på et samarbejde om bekæmpelsen af handlen med narkotika.

Han fortæller videre, at der arbejdes på at ophæve de sanktioner, som han i sin tid som præsident har indført mod Colombia.

På det sociale medie X har Petro efter mødet delt et billede af en signeret udgave af Trumps bog "The Art of the Deal".

- Du er fantastisk, har Trump ifølge billederne skrevet i bogen.

Selv om republikanske Trump og venstreorienterede Petro befinder sig på forskellige dele af det politiske spektrum, holder det ikke den colombianske præsident for at tale varmt om sin amerikanske kollega efter mødet.

- Sandheden er, at jeg godt kan lide ligefremme amerikanere, mennesker, der siger, hvad de føler. Vi er uden tvivl meget forskellige, men ærlighed kommer først, siger han.

/ritzau/