Donald Trump hævder, at USA  'var så tæt på at starte en stor krig med Nordkorea', da Barack Obama sad ved roret som præsident.

Udmeldingen kommer kort før Donald Trumps næste topmøde med Kim Jong-un, hvor han skal forsøge at overbevise den nordkoreanske leder om, at han skal afruste Den Koreanske Halvø for atomvåben.

Det skriver mediet CNBC.

Ifølge Donald Trump skulle den førhenværende præsident selv have fortalt ham, hvor kritisk situationen og forholdet til Nordkorea var under hans administration.

Det skulle angiveligt være sket, da da de to mødtes i Det Ovale Kontor i forbindelse med Donald Trumps indsættelse som præsident.

Trump fortæller således, at han spurgte Barack Obama direkte, hvad han anså som det allerstørste problem for USA. Og uden at tøve skulle Obama have svaret, at det uden sammenligning var Nordkorea.

»Jeg vil ikke tale på hans vegne, men jeg tror, ​at ​han ville være gået i krig med Nordkorea. Jeg tror, han var klar til at gå i krig. Han sagde faktisk, at han var så tæt på at starte en stor krig med Nordkorea,« lyder det fra Donald Trump.

Til gengæld er tingene helt anderledes nu, hvor han er kommet til, siger præsidenten:

»Hvor er vi nu? Ingen missiler, ingen raketter, ingen atomprøvesprængninger. Vi har lært meget. Men endnu vigtigere og vigtigst af alt, så har vi nu et godt forhold (til Nordkorea, red).«

Donald Trumps påstande om, hvor tæt Obama-administrationen var på en krig, møder dog ikke uventet kritik. Det er direkte usandt, rent spin og totalt fejlfortolket, lyder det fra Obama-støtter.

Blandt andet har Ben Rhodes, et højtstående medlem af Obamas sikkerhedsråd, reageret på Twitter efter udtalelserne.

»Vi var ikke på randen af krig med Nordkorea i 2016. At fremhæve den langvarige og kendte trussel fra Nordkoreas atomprogram er ikke det samme som at sige, at man er ved at starte en stor krig,« skriver han.