Hvad har mundbind, doping-anklager og kosmetisk kirurgi med den amerikanske valgkamp at gøre?
Tja... ifølge den siddende amerikanske præsident åbenbart en hel del.
I hvert fald brugte Donald Trump sin tale på et vælgermøde tirsdag til at latterliggøre sin rival Joe Biden på grund af netop mundbind og påstande om både skønhedsoperationer og stofmisbrug.
Tirsdag rundede USA 200.000 coronarelaterede dødsfald. Dermed er Guds eget land det sted i verden, hvor flest mennesker har mistet livet til den frygtede virus.
Samme dag samlede landets præsident tusindvis af tilhængere til et vælgermøde i byen Pittsburgh i svingstaten Pennsylvania.
Amerikanske sundhedseksperter opfordrer mere og mere indtrængende borgerne til at bruge mundbind for at hindre virussen i at sprede sig. Alligevel bliver præsidenten ved med at latterliggøre det omstridte værnemiddel.
Trump-støtterne stod da også side om side til rallyet. En del deltog uden mundbind, mens mange andre bar specialdesignede kampagne-mundbind med bogstaverne 'MAGA' (Make America Great Again, red.).
Det vakte stor jubel, da præsidentens fly Air Force One landede til tonerne af Phil Collins 'Something in the Air'.

Trump talte i halvanden time, og han brugte en stor del af sin taletid på at angribe Joe Biden.
Præsidenten gjorde blandt andet grin med, at hans udfordrer til embedet under corona-pandemien ofte ses med mundbind.
»Jeg skal være ærlig. Han føler sig godt tilpas med mundbind, og det er fint,« indledte han ifølge flere udenlandske medier og fortsatte:
»Jeg mener, ærlig talt: Hvorfor helvede bruger han alle de penge på kosmetisk kirurgi, når han alligevel dækker det til med et mundbind,« spurgte Trump retorisk til tilhørernes store begejstring.
I næste uge mødes de to kandidater for første gang fysisk under valgkampen. Det sker 29. september ved en debat i Cleveland.
Og Trump foregriber begivenhedernes gang:
»Spørgsmålet er, om han vil beholde mundbindet på under debatten.«
»Det får ham til at føle sig komfortabel. Nogen gange lader han det hænge ned fra øret.«

Det er ikke første gang, Trump håner sin modstander med anklagerne om, at den snart 78-årige Biden har frisket op på sit aldrende udseende med kosmetisk kirurgi.
Han har også flere gange beskyldt ham for at være dopet. Beskyldninger, som han gentog tirsdag aften.
»Denne fyr aner det ikke. Han ved ikke, hvor helvede han er. Og de giver ham en indsprøjtning med noget. Hvad helvede er det, han tager?« angreb Trump, som i samme åndedrag opfordrede Biden til at tage en dopingtest sammen med ham.


