»WE GOT HIM!«

Sådan skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, med store bogstaver tidligt søndag morgen dansk tid på sit sociale medie, Truth Social.

Han henviser til situationen om det amerikanske F-15-kampfly, som fredag blev skudt ned over Iran med to personer om bord.

Den ene pilot blev kort efter reddet, mens en redningsaktion siden har været i gang for at få det andet besætningsmedlem reddet.

Nu er det lykkedes, oplyser præsidenten.

»I løbet af de seneste timer har det amerikanske militær gennemført en af de mest dristige eftersøgnings- og redningsaktioner i USAs historie for at redde en af vores fantastiske officerer, der også er en højt respekteret oberst, og som jeg med stor glæde kan fortælle jer nu er i god behold!,« skriver han.

ARKIVFOTO af den amerikanske præsident, Donald Trump, under en tale til nationen onsdag.
ARKIVFOTO af den amerikanske præsident, Donald Trump, under en tale til nationen onsdag. Foto: Alex Brandon/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge Trump befandt den nedskudte militærofficer sig bag »fjendens linjer i de forræderiske bjerge i Iran«.

»Hvor han blev jagtet af vores fjender, som kom tættere og tættere på for hver time, der gik, men han var aldrig rigtig alene, fordi hans øverstbefalende, krigsministeren (Pete Hegseth, red.), formanden for de forenede stabschefer og hans medkrigere overvågede hans position 24 timer i døgnet og flittigt planlagde hans redning,« forklarer Trump i sit opslag.

Den amerikanske præsident oplyser videre, at han udstedte ordrer om at sende »snesevis af fly, bevæbnet med de mest dødbringende våben i verden« ud for at hente besætningsmedlemmer.

»Han pådrog sig skader, men han kommer sig fint,« skriver Trump.

Trump oplyser i sit opslag videre, at man fredag gennemførte en anden »vellykket redning« af den anden pilot, som man ikke tidligere har oplyst om, da man »ikke ønskede at bringe vores anden redningsoperation i fare«.

»Dette er første gang i militærhistorien, at to amerikanske piloter er blevet reddet, hver for sig, dybt inde på fjendens territorium,« hævder Trump.

»VI VIL ALDRIG EFTERLADE EN AMERIKANSK KRIGER!« tilføjer han.

Præsidenten påstår, at redningsaktionen viser, at det amerikanske militær har »opnået overvældende luftoverlegenhed og dominans over det iranske luftrum«:

»Dette er et øjeblik, som ALLE amerikanere, republikanere, demokrater og alle andre, bør være stolte af og stå sammen om,« skriver han, før han afslutter sit opslag med:

»Vi har virkelig det bedste, mest professionelle og dødbringende militær i verdenshistorien. GUD VELSIGNE AMERIKA, GUD VELSIGNE VORES TROPPER, OG GOD PÅSKE TIL ALLE!«

Trump oplyser ikke noget nærmere om, hvor redningsaktionen helt præcist skal have fundet sted i Iran.

Han oplyser heller ikke nærmere om de skader, som den nedskudte militærofficer skal have pådraget sig.

Det vides ikke, hvor militærofficeren nu skal befinde sig efter at være blevet reddet.

Iran har endnu ikke kommenteret den amerikanske præsidents udmelding.

USA og Israel indledte krigen mod Iran den 28. februar med omfattende bombardementer mod landet. Krigen har nu varet i over fem uger.

Du kan følge udviklingen i vores liveblog, som du finder lige HER.