Det var ikke mange detaljer, som Donald Trump ville give, da han onsdag aften fik spørgsmålet, som hele verden venter svar på.
Men lidt fik han da sagt.
Direkte adspurgt på et pressemøde om chancerne for et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, svarede han ifølge BBC:
»Der er rigtig gode chancer for, at det vil ske. Vi har ikke besluttet hvor, men vi har haft en rigtig god snak med præsident Putin i dag.«
Hvis et fysisk møde mellem de tre præsidenter bliver en realitet, vil det være historisk ifølge B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær. Det kan du læse mere om HER.
Trumps udtalelse kommer efter onsdagens møde mellem netop Putin og USAs særlige udsending Steve Witkoff i Moskva.
Witkoff er samtidig Trumps tætte ven, og han spiller en vigtig rolle i at få stoppet krigen i Ukraine. Du kan blive klogere på Witkoffs styrker HER.
USAs udenrigsminister, Marco Rubio, talte onsdag også om sandsynligheden for et møde mellem Trump og Putin.
»Vi ved ikke, om et møde mellem Trump og Putin kan foregå i næste uge. Det afhænger af, hvor store fremskridt parterne kan gøre,« siger Marco Rubio til Fox News.
Også Sky News skriver, at et møde potentielt kan finde sted allerede i næste uge.
Men Donald Trump kom også med en lille stikpille til Ruslands præsident:
»Jeg har før været skuffet over ham her,« lød det ifølge mediet.