I delstaten Kentucky holdt den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag et af sine famøse rallies, da influenceren og bokseren Jake Paul pludselig blev inviteret op på scenen.

Og budskabet var simpelt.

Trump hev Paul op på scenen for at fortælle verden, at han forventer, at den 29-årige bokser har en lys politisk fremtid foran sig. Det skriver blandt andre The New York Times.

Paul har hans »fulde og ubetingede støtte«, lød det fra Trump, der også forudsagde, at influenceren vil stille op til valg »i en ikke alt for fjern fremtid«. 

Præsidenten pegede på Paul og tilføjede: »Det er det, vi ønsker.«

»Han er en fantastisk, modig og talentfuld fyr. Og han er også en fantastisk fighter,« lød det videre, før han gav ordet til Jake Paul. 

Paul sagde, at Trump havde lært ham om »mod«.

»Vi giver aldrig op i en kamp. Selv hvis modstanderen er meget stærkere end os. Jeg tror, ​​at befolkningen i Kentucky har det på samme måde. Du har kampånd, du har karisma,« sagde Jake Paul.

Paul er blevet et stort navn inden for boksning i de senere år, efter at have kæmpet mod den tidligere sværvægtsmester Anthony Joshua og bokselegenden Mike Tyson.

Udenfor bokseringen har han også trukket overskrifter.

I 2020 udtalte han eksempelvis, at covid-19-pandemien var et »fupnummer«.

Og et år senere anklagede influenceren, Justine Paradise, ham for seksuelle overgreb, hvilket han afviste. I en erklæring på daværende tidspunkt kaldte Paul påstanden »100 procent falsk«.