Trump med nyt krav til Iran: Vil kræve kompensation
Det nye krav vil være en del af eventuelle fremtidige forhandlinger, siger USAs præsident.

Det nye krav vil være en del af eventuelle fremtidige forhandlinger, siger USAs præsident.

USA's præsident, Donald Trump, sætter mandag foden ned overfor Iran med et nyt krav.
Nemlig, at han nu selv vil kræve kompensation fra Iran for den seneste konflikt som en del af eventuelle fremtidige fredsforhandlinger.
Det skriver USAs præsident i et opslag på sin sociale platform Truth Social.
I sit opslag skriver Trump, hvordan repræsentanter fra Iran ifølge ham beder om erstatning for de skader, som de er blevet påført i løbet af de seneste måneders militære konflikt.
'Men det er en interessant idé, for nu kræver jeg ligeledes erstatning fra Iran for alle de mennesker, de har dræbt og såret alvorligt med deres vejsidebomber og mange konflikter, som de er kendt for (...),' skriver Trump videre.
Den amerikanske præsident skriver desuden, at han vil kræve kompensation fra Iran til familierne til de mange mennesker, som ifølge ham er blevet dræbt under protester i Iran gennem de seneste 50 år.
'Jeg har instrueret mine repræsentanter i at gøre dette til et fast krav i alle fremtidige forhandlinger,' skriver Trump.
Den iranske udenrigsminister, Araghchi, sagde i slutningen af juli til Financial Times, at USA »skal forklare, hvorfor de angreb os midt i forhandlingerne, og de skal sikre, at det ikke gentager sig.«
»Og så skal de yde kompensation for de skader, de har forvoldt,« sagde han videre, ifølge Ritzau.