Tidligt tirsdag morgen dansk tid har den amerikanske præsident, Donald Trump, talt med store bogstaver:

»TILKALD TROPPERNE, FØR DET ER FOR SENT!«.

Sådan skriver han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, hvor han – endnu en gang – har sat fokus på situationen i storbyen Chicago.

Længe har han kæmpet for at få lov til at indsætte soldater fra Nationalgarden i byen – men både de lokale myndigheder og flere domstole har sat sig imod.

Står det til Trump, er det dog nødvendigt.

I sit nye opslag hævder han blandt andet, at shoppingområdet 'Miracle Mile' i byen nu står mere end 28 procent tom og »er klar til at lukke«.

Her ses grænsepatruljechef Greg Bovino tale med en politibetjent i Chicago, mens myndighederne den 6. november ledte efter udokumenterede immigranter i et kvarter i den sydvestlige del af byen.
Her ses grænsepatruljechef Greg Bovino tale med en politibetjent i Chicago, mens myndighederne den 6. november ledte efter udokumenterede immigranter i et kvarter i den sydvestlige del af byen. Foto: Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

»Medmindre der gøres noget ved mord og kriminalitet, som er udbredt i hele byen,« skriver Trump i sit opslag – dog uden at uddybe nærmere, hvordan de to ting ifølge ham hænger sammen.

»TILKALD TROPPERNE, HURTIGT, FØR DET ER FOR SENT!,« skriver han videre.

Den såkaldte 'Miracle Mile' – der officielt hedder Magnificent Mile – i Chicago er en berømt strækning på North Michigan Avenue, der er byens førende handelsdistrikt.

I begyndelsen af oktober godkendte Trump indsættelsen af 300 soldater fra Nationalgarden i storbyen, der er USAs tredjestørste.

Her ses en betjent føre en kvinde væk under en demonstration mod immigrationsaktionerne i Chicago den 7. november.
Her ses en betjent føre en kvinde væk under en demonstration mod immigrationsaktionerne i Chicago den 7. november. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Noget, som han længe havde truet med at gøre.

Som begrundelse har Trump forklaret, at soldaterne skal beskytte medarbejdere i immigrationsmyndighederne og andre statsligt ansatte, da grupper ifølge den amerikanske præsident blandt andet forsøger at sabotere myndighedernes arbejde med at deportere udlændinge uden opholdstilladelse.

Særligt i Chicago er der problemer, mener Trump.

Efterfølgende indførte en føderal dommer et midlertidigt forbud mod indsættelsen i delstaten Illinois, som Chicago ligger i.

I den forbindelse lød det fra distriktsdommeren i Illinois, April Perry, at hun ikke har set nogen troværdige beviser for, at der har været oprør i Illinois.

Trumps administration har efterfølgende appelleret kendelsen til højesteret for at gå grønt lys til indsættelsen af Nationalgarden.

Den amerikanske præsident har også tidligere sendt Nationalgarden til Washington, D.C. og Los Angeles i Californien – hvilket har mødt modstand fra de lokale myndigheder.

Der er også blevet sendt styrker til Memphis i Tennessee, hvilket skete med støtte fra delstatens republikanske guvernør.