Trump med forvirrende udmelding: 'Krigen er slut'
Den seneste udmelding fra Donald Trump om krigen i Iran skaber stor forvirring i Kongressen.

Den seneste udmelding fra Donald Trump om krigen i Iran skaber stor forvirring i Kongressen.

USAs præsident, Donald Trump, kommer lige nu under pres på grund af den lov, der kræver, at Kongressen stemmer senest 60 dage efter, at en krig er indledt.
Men der hersker usikkerhed om, hvordan reglerne egentlig skal fortolkes i forhold til Trumps militære handlinger.
Ifølge Trump-administrationen er fristen nu 'sat på pause', fordi der er indgået en våbenhvile.
Det synspunkt møder dog modstand fra medlemmer af Kongressen, skriver svenske Expressen.
I et nyt brev hævder Trump nu, at 'fjendtlighederne, der begyndte den 28. februar, er afsluttet.'
Ifølge War Powers Act fra 1973 må præsidenten kun sende amerikanske soldater i kamp i 60 dage, medmindre Kongressen giver grønt lys.
Loven giver præsidenten yderligere 30 dage til at trække tropperne tilbage fra konflikten.
Når de 60 dage er gået, skal præsidenten enten forklare over for Kongressen, hvorfor han behøver mere tid til at trække de amerikanske styrker ud af området – eller bede om Kongressens godkendelse til at fortsætte operationerne.
Men lige nu ser det ikke ud til, at Trump-administrationen har tænkt sig at gøre nogen af disse ting.
Ifølge oplysninger fra Det Hvide Hus om Kongressens meddelelse er fristen den 1. maj.

Men der er delte meninger om, hvorvidt krigsuret faktisk tikker lige nu.
Det kunne man høre, da krigsminister Pete Hegseth vidnede for Senatets forsvarsudvalg torsdag.
»Vi er i våbenhvile lige nu. Vores opfattelse er, at 60-dages-uret er sat på pause eller stoppet i en våbenhvile,« sagde Hegseth til den demokratiske senator Tim Kaine.
Men senatoren tvivlede på, at Hegseths påstand havde nogen støtte i loven.
Han udtrykte efterfølgende sin bekymring til de fremmødte journalister.
»Jeg er dybt bekymret over, at Det Hvide Hus ikke har til hensigt at overholde de 60 dage, baseret på det svar,« sagde han til pressen.
Da Det Hvide Hus torsdag blev spurgt, om de overhovedet har tænkt sig at sende en officiel anmodning til Kongressen, nægtede en embedsmand blankt at svare.
I stedet langede han ud efter flere medlemmer af Kongressen og beskyldte dem for bare at 'prøve at score politiske point.'
Men sent fredag kom det frem, at Trump i et brev til formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, og den nyvalgte præsident for Senatet, Chuck Grassley, skrev, at 'fjendtlighederne, der begyndte den 28. februar, er slut.'
Amerikanske militærstyrker forbliver dog i regionen, og blokaden af iranske havne fortsætter.