Trump med appel: ‘Børnene må nøjes’


Den seneste tid har præsident Trump haft sin fulde opmærksomhed rettet mod Kina, når han har truet med nye og forhøjede toldsatser.
Nu advarer den amerikanske legetøjsindustri om, at det kan få alvorlige følger for julen 2025, skriver TV2.
Det har fået Donald Trump til de seneste dage at tale en del om dukker, og så har præsidenten sendt et budskab til en særlig befolkningsgruppe i USA.
Præsidenten mener nemlig, at de amerikanske børn må ofre lidt for deres land. Det kom frem på et pressemøde i sidste uge, hvor Donald Trump erkendte, at hans toldpolitik har konsekvenser.

»Nogen sagde: ‘Åh, hylderne kommer til at stå tomme’. Men så må børnene måske nøjes med to dukker i stedet for 30, ikke? Og måske koster de to dukker et par dollars mere, end de plejer,« sagde Trump efter et regeringmøde i Det Hvide Hus.
Virkeligheden er nemlig, at der står made in China i bunden af 75-80 procent af alt det legetøj, der i dag sælges i USA.
Dermed bliver den amerikanske legetøjsbranche ramt hårdt, nu hvor varer fra Kina er pålagt en told på 145 procent.
Selvom vi kun netop er gået ind i maj, vækker det bekymring for julen og julesalget ‘over there’.

Ifølge brancheforeningen, Toy Association, der repræsenterer 850 amerikanske legetøjsproducenter, er det nemlig fire til fem måneder før jul, at der skal bestilles varer hjem.
»Vi har en fastfrossen forsyningskæde, der bringer julen i fare. Hvis vi ikke snart får gang i produktionen, er der stor sandsynlighed for, at vi kommer til at mangle legetøj i julesæsonen,« siger direktør i brancheforeningen, Greg Aheam, til The New York Times.
Ifølge direktøren har to ud af tre af brancheorganisationens medlemmer allerede annulleret ordrer på grund af toldsatserne, mens cirka hver andet medlem frygter at måtte lukke deres legetøjsforretninger, hvis Trump fastholder toldsatserne.