USAs præsident Donald Trump kommer helt opsigtsvækkende med kritik af Ukraine.
Det sker tirsdag aften dansk tid på et pressemøde.
Her giver Donald Trump Ukraine skylden for, at krigen mod Rusland nu for tredje år er i gang.
Det sker selvom det var Rusland, der indledte en invasion af Ukraine i 2022.
»Du skulle aldrig have startet det. Du kunne have indgået en aftale«, siger Donald Trump på pressemødet med henvisning til Ukraine, skriver CNN.
Journalister spørger også Trump ind til, om han har forståelse for, at Ukraine er skuffede over ikke at være inviteret til fredsforhandlingerne i Saudi Arabiens hovedstad Riyadh, hvor udenrigsministrene fra både USA og Rusland har mødt hinanden.
»Jeg er virkelig skuffet. Jeg har set på det her i tre år. Jeg har set folk blive dræbt på niveauer, vi ikke har set siden anden verdenskrig,« svarer Donald Trump, ifølge TV 2.
Han fortsætter med at sige, at Ukraine har haft alle muligheder for at forhandle fred i den periode, og »en amatør« havde gjort det bedre.