Den amerikanske præsident, Donald Trump, har allerede raset over det én gang. Nu gør han det igen.

Og denne gang går han direkte efter hende:

Kvinden, der fredag modtog Nobels Fredspris – den sydafrikanske menneskerettighedsjurist Navi Pillay.

For ifølge Trump burde det være ham, der modtog den prestigefulde pris.

Det gjorde han første gang klart fredag under et vælgermøde i byen Syracuse i New York, hvor han kaldte beslutningen for en »skamplet« for Norge.

Tidligt lørdag morgen dansk tid har han nu skrevet et længere opslag på sit sociale medie, Truth Social, hvor han langer ud efter både vores nordiske naboland og efter kvinden, der modtog prisen i stedet for ham.

Her ses det opslag, som Donald Trump tidligt lørdag morgen dansk tid har udgivet på Truth Social. Foto: Donald Trump

»Dette er den kvinde, der modtog Nobels Fredspris frem for USA, hvis repræsentant – nemlig mig – har bragt otte krige til ophør og udrettet mange andre ting,« indleder han i sit opslag, hvortil han har delt et billede af den sydafrikanske menneskeretsjurist Navanethem 'Navi' Pillay.

Den 85-årige kvinde er tidligere dommer ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, mens hun i dag er  dommer ved FNs juridiske organ, Den Internationale Domstol (ICJ).

Hun har blandt andet stået i spidsen for en FN-rapport, der konkluderede, at Israel har begået folkedrab i Gazastriben – og netop hendes arbejde med at sikre retsforfølgelse af krigsforbrydelser var årsagen til, at hun modtog prisen.

Men står det til Trump, har ingen hørt om hende før.

»Jeg ved intet om denne kvinde, og det gør ingen andre heller! Faktisk har ingen, så vidt jeg ved, nogensinde hørt om hende, bortset fra at hun helt åbenlyst hader Israel,« skriver han på Truth Social, hvor han tilføjer:

»Jeg ved ikke, hvad kvinden har udrettet.«

Trump hævder i stedet, at han burde have modtaget prisen for – ifølge ham selv – at have »stoppet otte krige«:

»Og jeg er ved at løse – eller vinde – to til: Iran og Rusland/Ukraine. Begge forløber med rasende fart, men glem dem – det er de otte, jeg allerede har løst, hvoraf enhver enkelt, især Pakistan og Indien, ville være langt mere end nok til at vinde Nobelprisen,« mener Trump.

Donald Trump ses her ankomme til Joint Base Andrews i Maryland den 9. oktober. Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

Faktisk mener den amerikanske præsident, at han ikke burde have vundet bare én Nobels Fredspris.

Men otte af slagsen.

»Som om det ikke var nok, har jeg skabt et Arktis, der snart vil blomstre. På trods af alt det blev Nobelprisen i dag (fredag, red.) tildelt en liberal person, der arbejder i FN, og som ingen nogensinde har hørt om,« skriver han.

»Dette er en uudslettelig skamplet på Norge, en skamplet, der aldrig vil blive glemt,« fortsætter han.

Nobels Fredspris gik sidste år til den venezuelanske oppositionspolitiker María Corina Machado. 

Det skete, efter at Trump i månedsvis havde plæderet for, at han skulle have prisen.