»Den er yderst farlig, forfalden og fuldstændig modbydelig.«

Med kun få dage tilbage til det amerikanske midtvejsvalg har Donald Trump mellem sine vælgermøder rundt omkring i landet fundet tid til at kaste sig over et helt andet projekt:

Nemlig golfbanen East Potomac Golf Course, der ligger i Washington, D.C.

»De gabende huller i driving rangens 'beskyttende' net udgør en stor fare,« hævder Trump blandt andet i et opslag på Truth Social tidligt torsdag morgen dansk tid:

»Golfbolde suser gennem hullerne med høj hastighed og rammer uforberedte golfspillere – herunder en medarbejder fra Det Hvide Hus, der desværre blev ramt voldsomt i brystet.«

Den seneste tid har den amerikanske præsident givet kraftigt udtryk for, at han mener, banens tilstand er »en national skændsel« og derfor bør nedlukkes i 15 måneder for at blive istandsat, så den vil kunne blive hjemsted for større turneringer.

Her ses golfspillere i East Potomac Golf Course, hvor arbejdet med at renovere området var i gang den 23. oktober. En dommer har siden blokeret for dele af arbejdet i området.  Foto: Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix

En distriktsdommer – Ana Reyes – har dog midlertidigt blokeret for dele af hans planer, da hun ifølge AP har udstedt et forbud, der midlertidigt hindrer myndighederne i at fjerne eller beskadige yderligere træer på East Potomac Golf Course.

Samtidig er Trump-administrationen blevet beordret til at give skriftligt varsel ti dage i forvejen, før den foretager nogen form for »uoprettelig ændring« på banens »udformning eller elementer«, mens retssagen om renoveringsprojektet står på.

Den kendelse er Trump dog langt fra tilfreds med, gør han klart i sit opslag på sit sociale medie:

»Vi vil holde dommeren, Ana C. Reyes, fuldt ansvarlig for enhver, der kommer til skade eller dræbes på denne yderst farlige, forfaldne og grimme golfbane,« skriver han blandt andet.

På Truth Social har han ligeledes delt en række billeder, der skal vise, hvor »elendig« golfbanen – ifølge Trump – er.

»Selve driving range-bygningen er ved at falde fra hinanden, og dens strukturelle stabilitet er forfærdelig. Den bør lukkes øjeblikkeligt af sikkerhedsmæssige årsager! De fremstående søm og det forfaldne træ udgør også en fare for unge golfspillere – det er ikke en god situation!,« skriver han blandt andet og tilføjer:

»Indbyggerne i Washington, D.C. (og hele nationen!) fortjener noget langt bedre, såsom en smuk, sikker, overkommelig, tilgængelig, hygiejnisk og REN driving range!«

Seneste udvikling i sagen er ifølge NBC Washington, at det amerikanske justitsministerium har meddelt, at Trumps udtalelser om, at der er planer om at renovere East Potomac Golf Course, og at der er planer om at lukke parken fra den 15. november, er korrekte.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, ses her tale med pressen den 28. oktober.  Foto: Kent Nishimura/AFP/Ritzau Scanpix

Videre lyder det, at National Park Service fredag den 30. oktober vil fremlægge en »en visualisering, designet af Tom Fazio, til gennemgang« i forbindelse med projektet.

»Derefter, den 15. november 2026, vil National Park Service lukke East Potomac Park syd for Buckeye Drive, herunder golfbanen, i overensstemmelse med præsidentens direktiv,« lyder det fra ministeriet.

Det amerikanske midtvejsvalg finder sted den 3. november. B.T. følger det både før, under og efter.