Ifølge den iranske regering har USA gjort store indrømmelser i en ny aftale med landet.

Men den udlægning er USAs præsident, Donald Trump, ikke enig i.

I et opslag på sit sociale medie Truth Social skriver han, at de vilkår for aftalen, som Iran har præsenteret for medierne, 'intet har at gøre med de vilkår, der blev aftalt skriftligt.'

'Hvad de sagde, inklusive deres svage og patetiske udtalelse om aftalen, har ingen relation til sandheden,' skriver han i opslaget.

'Meget vanærende mennesker at have med at gøre. Med dem er der ikke noget, der hedder at handle i god tro,' lyder det videre.

Det iranske nyhedsbureau Mehr har udlagt atomspørgsmålet som det centrale i aftalen, mens der ikke er aftalt noget om Irans missilprogram. 

Ifølge Mehr skal Hormuzstrædet genåbnes, oliesanktioner ophæves, og indefrosne iranske midler skal frigives.

Derudover er USA ifølge Mehr gået med til at ophæve sanktioner, trække styrker tilbage og ophæve en flådeblokade.

I opslaget på Truth Social kommer Trump ikke nærmere ind på, hvad aftalen ifølge ham indeholder.