Trump lancerer nyt partikonvent før midtvejsvalg i november
Republikansk partikonvent i Dallas vil være en historisk begivenhed, siger Trump, der her vil fejre bedrifter.

Republikansk partikonvent i Dallas vil være en historisk begivenhed, siger Trump, der her vil fejre bedrifter.

USA's præsident, Donald Trump, meddeler, at Republikanerne vil afholde et nationalt partikonvent forud for midtvejsvalget i november.
Det sker i et opslag på præsidentens eget sociale medie, Truth Social.
Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er det første gang nogensinde, at partiet afholder et landsdækkende partikonvent forud for et midtvejsvalg.
- Det bliver fantastisk! Det er aldrig blevet gjort før, og det vil i sandhed være en historisk begivenhed, skriver Trump.
Konventet vil blive afholdt i storbyen Dallas i delstaten Texas den 9. og 10. september.
Her vil partiet fejre "vores nation, vores bedrifter og vores lyse fremtid", skriver Trump.
- USA's gyldne tidsalder er kun lige begyndt!
Både Republikanerne og Demokraterne afholder typisk store partikonventer, når der er valgkamp til præsidentvalg i landet.
Trump har længe luftet idéen om at afholde et lignende arrangement i år, hvor der er midtvejsvalg, for at sætte fokus på de mange valg til Repræsentanternes Hus og Senatet, som er Kongressens to kamre.
Republikanerne har aktuelt et snævert flertal i begge kamre.
Hvis Demokraterne genvinder flertallet i enten Repræsentanternes Hus eller Senatet, kan det få konsekvenser for Trump.
Det vil således give dem mulighed for at bremse flere dele af den republikanske præsidents politiske dagsorden. De vil også kunne iværksætte undersøgelser af Trumps administration i resten af hans præsidentperiode.
Det parti, som sidder i Det Hvide Hus, mister typisk pladser i det første midtvejsvalg efter præsidentvalget, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Demokraterne har også overvejet at afholde et lignende arrangement op til midtvejsvalget, men har droppet idéen, skriver AP. Partiet afholdt dog denne type konventer i 1970'erne og 1980'erne.
RITZAU