Republikanerne i Repræsentanternes Hus har stemt for at fjerne Liz Cheney fra hendes post i partiets ledelse. Det oplyser flere af hendes kolleger ifølge Reuters.

Det var på forhånd ventet, at et flertal i partiet ville stemme for at fratage hende lederposten.

Hun har gjort sig upopulær i partiet ved gentagne gange at rette en kraftig kritik af tidligere præsident Donald Trump – særligt hans påstand om, at han tabte præsidentvalget på grund af snyd.

Cheney mener, at Det Republikanske Parti står ved en afgørende skillevej. Enten skal det vise loyalitet over for USAs forfatning eller over for Trumps løgn, har hun sagt.

I en første kommentar efter onsdagens afstemning advarer Cheney mod, at Det Republikanske Parti lader sig trække baglæns af »de meget farlige løgne«, som ekspræsidenten stadig fremfører om valgresultatet i 2020.

»Vi skal bevæge os fremad med basis i sandheden. Vi kan ikke både omfavne den store løgn og omfavne forfatningen,« siger hun ifølge tv-stationen CNN.

På et spørgsmål fra en journalist om, hvorvidt hun er bekymret for, at Donald Trump muligvis vil søge at blive genvalgt til præsidentposten, svarer Cheney:

»Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, at den tidligere præsident aldrig igen kommer i nærheden af Det Ovale Værelse.«

»Vi har set den fare, han fortsat fremprovokerer med sit sprog. Vi har set hans mangel på troskab og engagement for forfatningen. Og jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi sikrer os, at hvem end vi vælger, er det en, som vil være tro mod forfatningen,« siger Cheney ifølge CNN.

Liz Cheney er datter Dick Cheney, der var vicepræsident under George W. Bush.

Hun har indtil nu fungeret som en slags gruppeformand for Republikanerne i Repræsentanternes Hus. Hun var partiets tredjemest magtfulde medlem af Kongressens andetkammer.

Hun er en traditionel, konservativ politiker, der i januar gik imod partilinjen og stemte for at stille Trump for en rigsret.

/ritzau/