Han var en sten i skoen på Donald Trump, siden præsidenten trådte ind i Det Hvide Hus for første gang i 2016.
Og da den tidligere FBI-direktør, Robert Mueller, blev erklæret død af sin familie lørdag aften, kom den amerikanske præsident med en bemærkning, som får flere til at rase:
»Det er desværre typisk Trump, men den her opførsel er ikke præsidentskabet værdigt,« siger den norske USA-ekspert Eirik Løkke blandt andet til Dagbladet.
Robert Mueller fik som sagt allerede Donald Trump på kornet, da forretningsmanden i 2016 for første gang blev valgt som USAs præsident.
Her stod Mueller i spidsen for efterforskningen af, hvorvidt russiske myndigheder havde påvirket præsidentvalget for at svække demokraternes kandidat, Hillary Clinton, og styrke Trump.
Derfor var Trump også det modsatte af ked af det, da han lørdag aften dansk tid hørte om den nu pensionerede 81-årige FBI-direktørs død:

»Robert Mueller er lige død. Godt, jeg er glad for, at han er død. Han kan ikke længere skade uskyldige personer,« lød det fra Donald Trump på Truth Social.
Og den kommentar er faldet flere for brystet.
»Trumps opførsel er som sædvanlig en skændsel. Af alle de ting – og der er mange – som generer mig ved Trump, så er angrebene på Robert Mueller blandt de værste,« siger Eirik Løkke ifølge Nettavisen.
Også herhjemme har ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, kommenteret Trumps upassende bemærkning.
'Mine damer og herrer: USAs præsident,' skriver han på sine sociale medier.
På Facebook har politisk kommentator Jarl Cordua delt Tom Jensens opslag og givet Trump en sviner med på vejen:
'Trump er et gennemført røvhul. Ligesom alle de danskere, der synes, han er fantastisk,' lyder det fra Berlingskes klummeskribent.
Mueller og FBIs undersøgelse af Trump konkluderede i 2019, at Trump-kampagnen fik hjælp af russiske myndigheder under valgkampen i 2016, men fandt ikke tilstrækkelige beviser for, at Trump selv var involveret.
Alligevel rullede der vigtige hoveder omkring Trump, da hans tidligere kampagnechef, Paul Manafort, røg i fængsel, mens hans tidligere nationale sikkerhedsrådgiver erklærede sig skyldig i at have løjet for FBI i sagen.
Begge blev dog senere benådet af den amerikanske præsident.

