Trump: Klar til at bruge 'enorm magt', hvis Demokraterne overtager magten
»Jeg har den ultimative magt – den hedder 'veto'.«

»Jeg har den ultimative magt – den hedder 'veto'.«


Inden de første valgsteder begyndte at lukke i USA, gav den amerikanske præsident, Donald Trump, et interview med NBC News.
Og da snakken faldt på, hvad han tænker om, at Demokraterne kan overtage kontrollen over Kongressen de næste to år, tøvede Trump ikke.
For han er klar til at nedlægge veto mod demokratisk lovgivning, hvis det bliver nødvendigt, må man forstå:
»Jeg har den ultimative magt – den hedder 'veto',« siger Trump ifølge mediet.
Også i et interview med New York Posts podcast 'Pod Force One' forklarede han mandag, at han er klar til at 'nedlægge veto mod alt', hvis Demokraterne vinder magten i Senatet og Repræsentanternes Hus.
»Præsidentembedet, vores præsidentembede, betragtes som et stærkt præsidentembede. Man kan udrette meget,« siger Trump til NBC News.
Han tilføjer, at hans vetoret i sidste ende vil kunne tvinge Demokraterne til at indgå tværpolitiske aftaler med ham, hvis de vinder frem.
»Historisk set bruger man sin vetoret i et par måneder, og så kommer de og siger: ’Vi er nødt til at indgå en aftale',« siger Trump.