I løbet af de seneste par måneder er der blevet skruet gevaldigt op.

10, 15, 20 mail om dagen til potentielle støtter. Alt sammen med et eneste formål. At samle millioner af dollar ind til den forhenværende præsident i USA Donald Trump og hans kampagne.

Hvad de mange millioner af indsamlede dollar skal bruges til for Trump-kampagnen, står ikke klart.

Men det begynder at lugte af noget stort.

Det mener B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

»Det er selvfølgelig ikke til at sige med sikkerhed, men som det ser ud lige nu med den stigende kampagnevirksomhed fra Trump-lejren, så kunne det godt ligne, at han planlægger at stille op til præsidentvalget om tre år i 2024,« siger han og uddyber:

»De politiske vinde peger i den retning. Og samtidig er det elefanten i rummet i amerikansk politik. For det ændrer hele billedet, hvis han stiller op,« siger Jakob Illeborg.

Også professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet finder det interessant, at Donald Trumps kampagnehold har skruet gevaldigt op for indsamlingen af penge.

Donald Trump har ikke meldt ud, om han stiller op i 2024. Men han holder fortsat vælgermøder i stor stil.
Donald Trump har ikke meldt ud, om han stiller op i 2024. Men han holder fortsat vælgermøder i stor stil. Sean Rayford

Han ser flere potentielle grunde til, at det sker nu.

»Man kan bestemt ikke udelukke, at det er, fordi Donald Trump er ved at polstre sig til valget i 2024. Men der er også andre ting, der kan være årsagen,« siger han og uddyber:

»2. november afholdes der nogle enkelte ret vigtige valg i USA. Blandt andet i Virginia og New Jersey. Og så er der midtvejsvalget allerede om et år. Og det tror jeg, kan være årsagen til, at der er skruet så meget op lige nu,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Han refererer på den korte bane til to valg om guvernørposten i de to østkystdelstater Virginia og New Jersey. Og specielt i førstnævnte kan det ende med, at en demokratisk guvernør bliver republikansk.

Det vil være et alvorligt boost for Republikanerne, mens det vil føje yderligere til den negative stime, som præsident Joe Biden er ude i.

»Biden har store problemer med sin popularitet. Og selvom mange af Bidens problemer ikke er skabt af ham selv, så er det ham, der får skylden,« siger Jakob Illeborg.

Han ser ikke mange lyspunkter for Demokraterne.

»Biden står svagt, han virker gammel. Og samtidig er hans vicepræsident, Kamala Harris, ikke trådt i karakter. Hun virker alt for woke og venstreorienteret. Demokraterne står dårligt,« siger Jakob Illeborg.

For Peter Kurrild-Klitgaard ser Bidens faldende popularitet også skidt ud, men man skal ikke overtænke situationen, mener han.

»Bidens dårlige approval ratings er et udtryk for utilfredsheden med Joe Biden og ikke lig med, at folk vil have Donald Trump tilbage som præsident. Samtidig er målingerne af, hvor mange der ser positivt på Trump, steget siden januar, men de er fortsat negative,« siger professoren.

Hvis den nuværende kampagne-aktivitet vitterlig er et udtryk for, at Donald Trump ønsker at stille op til præsidentvalget i 2024, så kan det gå hen og blive rigtig interessant, hvis man spørger Jakob Illeborg.

»Hvis Trump stiller op, så kan vi se frem til et brag. Trump har en ret god chance for at vinde i 2024. Han ligger lunt i svinget,« siger han og slutter:

»Der skal en stor økonomisk optur til for at vende det for Biden og Demokraterne. 2024 bliver vildt.«