Donald Trump Jr. er netop landet i Grønlands hovedstad Nuuk.

Så vidt har det præcise program været lidt af et mysterium. Indtil nu.

For nu kan det grønlandske medie Sermitsiaq løfte en del af sløret for, hvad den kommende amerikanske præsidents søn skal lave under besøget.

Det gør de via Jørgen Boassen, der skal være Don Jr.s guide i timerne i hovedstaden:

»Han skal på rundvisning her i Nuuk, og være forskellige steder. Jeg kan ikke komme dybere ind i programmet. Det bliver en hyggelig tur, hvor vi for eksempel tager en tur til museet og andre seværdigheder, hvor der kan tages fantastiske billeder. Men vi skal også spise sammen, formentlig i Hotel Hans Egede,« fortæller Jørgen Boassen til mediet.

Netop på Hotel Hans Egede ligger hotellets egen restaurant, hvor man kan få skaldyr, og en A Hereford Beefstouw, hvor man udover bøf, kan bestille rensdyr og moskus.

Hvilken af de to restauranter, Don Jr. havner på, står ikke til at sige.

Det var lidt over klokken 14.00, dansk tid, Donald Trump Jr. landede i Nuuks lufthavn.

Og efter han kom ud gennem gaten, hastede han videre ud i ankomsthallen, hvor han snakkede med nogle af de fremmødte og derefter direkte ud på sin rundtur i den grønlandske hovedstad.

Besøget har – siden det blev kendt af offentligheden – været ventet med spænding.

Det skyldes, at Donald Trump i stigende grad har vist interesse for netop Grønland. Og senest i et opslag på Truth Social natten til tirsdag kunne den kommende præsident genbekræfte sin interesse for verdens største ø.

Samtidig har besøget fået yderligere interesse, da den grønlandske landsstyreformand, Múte B. Egede, mandag aflyste et planlagt møde med danske kong Frederik, der skulle have fundet sted onsdag i København.

Siden hen er det dog kommet frem, at Múte B. Egede fortsat besøger Danmark.

Det har dog ikke fået opmærksomheden omkring Don Jr.s besøg til at mindskes. 

I en podcast har han selv beskrevet turen som værende af privat natur. Alligevel har den dog sat den danske regering i en svær situation. Det kan man læse mere om her.

Og vores liveblog om besøget kan følges her.