Donald Trump jubler. Og det har han adskillige grunde til.

En hel del problemer er ryddet af vejen i hans forsøg på at blive valgt som præsident.

Mandag slog USA’s Højesteret fast, at Trump er beskyttet af immunitet ved de handlinger, han har udført som præsident.

Men hvilke konsekvenser får det for retssagerne mod Trump og for det amerikanske præsidentvalg?

For det første kan Trump juble over, at en alvorlig retssag mod ham med al sandsynlighed bliver udskudt til efter præsidentvalget 5. november. 

Her er han blandt andet tiltalt for at forsøge at omstøde valgresultatet og at komme med falske påstande om valgsvindel.

»Det var hele meningen med Trumps krav om immunitet. I begyndelsen så man det først som en forsinkelsesmanøvre. Og det har taget Højesteret mange måneder at vurdere det, så det har betydet en stor forsinkelse af retssagen,« forklarer Ruben Toft Sindahl, juridisk analytiker ved mediet Kongressen.com.

Retssagen bliver nu yderligere forsinket af, at der skal tages stilling til, hvilke af Trumps handlinger der kan anses som værende en del af hans gerninger som præsident, og hvilke der kan anses som havende privat karakter.

»Den proces kunne man have undgået ved, at Højesteret selv havde vurderet, hvad der var præsidentens officielle handlinger,« forklarer Ruben Toft Sindahl og tilføjer:

»I stedet har de vurderet nogle af gerningerne og sendt resten tilbage til at blive vurderet hos dommeren i straffesagen. Det betyder, at der er nye høringer på vej – flere forsinkelser.«

Så er der spørgsmålet: Hvordan kan udfaldet af præsidentvalget påvirke retssagen?

»Hvis Donald Trump bliver præsident, kan han sige til Justitsministeriet: Drop retssagen. Hvis han ikke bliver præsident, kan den køre videre. Men den vil blive voldsomt indskrænket, fordi nogle af Trumps handlinger vil være beskyttet af immunitet,« forklarer Ruben Toft Sindahl.

Donald Trump har kaldt mandagens afgørelse fra Højereste for »en stor sejr for forfatningen og demokratiet.« 

»Stolt af at være amerikaner!' skrev den tidligere amerikanske præsident.

Omvendt kritiserede den nuværende præsident, Joe Biden, afgørelsen: 

»Nationen blev grundlagt efter princippet om, at der ikke er nogen konger i Amerika,« lød det fra Det Hvide Hus. 

Medvinden til Trump kommer i kølvandet på en meget omtalt tv-debat mellem ham og Joe Biden natten til fredag dansk tid. 

Her snublede Joe Biden over ordene, havde svært ved at fuldføre sine sætninger og var i det hele taget svær at forstå. 

Tre andre retssager spøger

Trump blev i maj dømt skyldig i en anden retssag, hvor han var tiltalt for at forfalske dokumenter for at dække over tys-tys penge til pornostjernen Stormy Daniels forud for præsidentvalget i 2016.

Hans straf bliver udmålt 11. juli, men i stedet for fængsel kan det ende med en bøde. 

Derudover er han i en tredje retssag tiltalt for at blande sig i valget i delstaten Georgia, fordi han i januar 2021 ringede til delstatens republikanske indenrigsminister Brad Raffensperger. 

Her forsøgte Trump ifølge anklagen at presse Raffensperger til at finde knap 12.000 stemmer, som Trump skulle bruge for at vinde delstaten. Der er endnu ikke en dato for retssagen.

I en fjerde retssag er han tiltalt for at have taget en bunke fortrolige dokumenter fra sin tid som præsident med sig til sin feriebolig i Florida. Det er også endnu uvist, hvornår den sag kommer for retten.