Trump: Jeg elsker inflation - og den vil falde igen
Forbrugerpriserne steg i maj i USA for tredje måned i træk. Trump lover fald, når konflikt i Iran er ovre.

Forbrugerpriserne steg i maj i USA for tredje måned i træk. Trump lover fald, når konflikt i Iran er ovre.

USA's præsident, Donald Trump, har det tilsyneladende fint med en stigende inflation i USA.
Præsidenten blev onsdag i Det Hvide Hus spurgt ind til de seneste inflationstal for maj, der ifølge mediet BBC viste, at inflationen i maj var på 4,2 procent sammenlignet med samme tidspunkt for et år siden.
- Jeg elsker det. Tallene var gode. Ved I, hvad jeg virkelig elsker? Jeg elsker inflation, siger Donald Trump ifølge BBC.
Præsidenten har tidligere sagt, at krigen i Iran midlertidigt vil forårsage en øget stigning i forbrugerpriserne, men at han forventer, at inflationen hurtigt vil aftage, så snart krigen er overstået.
Siden USA og Israel den 28. februar indledte den første angrebsbølge i Iran er især priserne på olie og gas steget.
Efter de første angreb indførte Iran en blokade af Hormuzstrædet, hvor 20 procent af verdens forbrug af olie og gas normalt fragtes igennem.
Donald Trump lover onsdag, at inflationen vil "falde som en sten", når krigen er overstået.
- Når konflikten er ovre, så vil I se, at olieprisen falder til det tidligere niveau, siger han ifølge BBC.
Den amerikanske centralbank (Fed) har et langsigtet inflationsmål på to procent.
Når inflationen er væsentligt højere end centralbankens inflationsmål, vil centralbanken typisk hæve renten for at dæmpe forbruget og bringe inflationen under kontrol.
De seneste tre måneder er inflationen steget i USA, hvilket ifølge BBC sætter USA's nytiltrådte centralbankchef, Kevin Warsh, under pres forud for et rentemøde i næste uge.
Warsh blev taget i ed som USA's centralbankchef 22. maj.
Kevin Warsh har overtaget posten efter en længere periode, hvor Donald Trump udtrykte utilfredshed med Warshs forgænger på posten, Jerome Powell.
En stor del af utilfredsheden bundede i, at Powell - i modstrid med Trumps ønske - ikke ville sænke renten.
I april fastholdt Jerome Powell på sit sidste rentemøde som Fed-chef den toneangivende rente i intervallet 3,50 til 3,75 procent.
/ritzau/