Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har ikke andet valg end at acceptere enhver aftale, som USA forhandler på plads med Iran.

Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, i et interview med avisen Financial Times.

- Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der træffer alle beslutningerne. Han (Netanyahu, red.) bestemmer ikke, siger Trump til mediet.

Den amerikanske præsident har udtalt sig, kort tid efter at Iran har affyret missiler mod Israel.

Iran rettede søndag flere bølger af missilangreb mod Israel som gengæld for et israelsk angreb mod Libanons hovedstad, Beirut.

Irans Revolutionsgarde har ifølge nyhedsbureauet Reuters advaret om endnu mere ødelæggende angreb, hvis Israels militær ikke stopper bombardementerne i Libanon.

Financial Times kalder angrebet for det mest alvorlige brud på våbenhvilen, siden den blev indgået mellem USA, Israel og Iran i begyndelsen af april.

De iranske angreb på Israel har dog ikke ændret Trumps ønske om at få afsluttet forhandlingerne mellem Iran og USA.

- Det kommer ikke til at påvirke aftalen, siger Trump til Financial Times.

- Vi må se, hvordan det ender. Men de (missilangrebene mod Israel, red.) var angreb, der slet ikke ramte noget, tilføjer Trump.

Efter de iranske angreb mod Israel har Trump ifølge amerikanske og israelske medier talt med Israels premierminister. Trump havde varslet, at han ville ringe til Netanyahu og bede ham om ikke at gengælde angrebene.

Det israelske medie Times of Israel skriver, at Netanyahu efter telefonsamtalen med Trump har holdt møde med flere højtstående sikkerhedsfolk i Israel.

I sidste uge blev indholdet af en telefonsamtale mellem Trump og Netanyahu lækket til det amerikanske medie Axios. Her beskrev en amerikansk embedsmand, at Trump skulle have sagt følgende til Netanyahu:

- Du er vanvittig. Du ville sidde i fængsel, hvis det ikke var for mig. Alle hader dig nu. Alle hader Israel på grund af det her.

Trump bekræftede, at samtalen fandt sted uden at udtale sig direkte om dens indhold, skriver Financial Times.

/ritzau/