Ifølge USA's præsident, Donald Trump, er amerikanerne i gang med "meget gode samtaler" med Iran.
Det siger han på et pressemøde lørdag, mens der er flere meldinger om iransk beskydning mod handelsskibe i Hormuzstrædet.
- Vi taler med dem. De ville lukke strædet igen, som de jo har gjort i årevis, og de kan ikke afpresse os, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.
Præsidenten tilføjer desuden ifølge Reuters, at der vil komme mere information hen mod slutningen af dagen.
Irans militær meddelte tidligere på dagen, at Hormuzstrædet igen er under "streng" iransk kontrol på grund af USA's blokade af skibe fra iranske havne.
I en udtalelse fra Irans nationale sikkerhedsråd lyder det, at Iran ser USA's blokade som en overtrædelse af våbenhvilen, skriver BBC.
Situationen i Hormuzstrædet har det seneste døgn været præget af en lang række forskellige udmeldinger.
Fredag eftermiddag erklærede den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, strædet for åbent.
Og lørdag rapporterede flere medier, at flere skibe var begyndt at forsøge at sejle gennem strædet.
Men senere på dagen har Iran tilsyneladende trukket i land med genåbningen.
- Kontrollen over Hormuzstrædet er vendt tilbage til sin tidligere tilstand, og dette strategiske stræde er under streng kontrol af de væbnede styrker, sagde en talsperson for det iranske militær.
Hormuzstrædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd. Strædet er 33 kilometer bredt på det smalleste sted. Det er 140 kilometer langt.
Strædet har stor betydning for verdens oliehandel. Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem strædet, og normalt passerer flere end 20 millioner tønder råolie, kondensat og brændstof i gennemsnit dagligt gennem strædet.
/ritzau/
