Siden Joe Biden blev skiftet ud som demokraternes præsidentkandidat, er det nærmest kun gået i en retning for Donald Trump. Og det er nedad.

Det kører så meget for Bidens afløser Kamala Harris, at der menes at være udbrudt panik i Trump-lejren. Et medie har samlet en række tegn på det.

Går man en tur ind på et af de amerikanske medier, som samler og laver gennemsnit af de forskellige meningsmålinger i den amerikanske præsidentvalgkamp, så er tendensen krystalklar.

Harris fører med tre procentpoint, Harris fører med fire procentpoint, Harris fører med et procentpoint, Harris fører med fem procentpoint. 

Og man kunne blive ved.

Over de seneste uger har den amerikanske vicepræsident Kamala Harris vendt det, der lignede et truende nederlag til Joe Biden til det, der lige nu ligner en sejr til hende selv og demokraterne. 

Den stigende optimisme hos Harris-lejren har ført til en tilsvarende pessimisme i Trump-lejren.

For nærmest ligegyldigt, hvad de forsøger, så synes det at gå den gale vej. Og det, der lignede en sikker sejr mod Joe Biden, er lige nu borte, når modstanderen har fået et nyt navn.

Men det er ikke fordi, Trump-kampagnen sidder på sine hænder. Faktisk har bare de seneste døgn budt på en række nye tiltag.

Flere af dem, beskriver mediet Axios, ligner dog ren panik.

Blandt de seneste ændringer, som Trump-kampagnen har foretaget bare de seneste døgn, kan nævnes:

Donald Trump forsøger at vende situationen i kampen mod Kamala Harris. 
Donald Trump forsøger at vende situationen i kampen mod Kamala Harris.  Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

Tilbage på X
Donald Trumps ellers sovende X-profil (tidligere Twitter) er blevet vakt til live. Her har den tidligere præsident næsten 90 millioner følgere.

Det ser dog ikke ud til, at Donald Trump selv bestyrer profilen, som han gjorde tidligere. Og opslagene er ganske generiske.

Det paniske i den beslutning skal findes i, at Donald Trump selv ejer en direkte konkurrent til X i form af Truth Social, hvor han er yderst aktiv.

Og netop Truth Socials aktiekurs er efter Trumps genindtræden på X faldet med flere procent.

Interview med Musk
Men det var ikke det eneste nye tiltag fra Donald Trump, der involverede X.

Mandag aften, amerikansk tid, deltog han i et liveinterview med X-ejeren og multimilliardæren Elon Musk.

Indledningsvist var der en række tekniske problemer med interviewet. 

Og da det endelig kom op at køre, så var præstationen en, som er blevet beskrevet som usammenhængende af nærmest alle andre end de mest hardcore Trump-støtter. Det skal dog nævnes, at interviewet er blevet set et rekordantal gange på X Spaces.

Kaskade af nye annoncer
Men det stopper ikke her. 

For yderligere har Trump-kampagnen offentliggjort en stor række nye reklamer og annoncer online, skriver Axios, som skal være med til at vende det nuværende billede.

Og det bliver ved.

Flere svingstatsbesøg
For Donald Trump har også planlagt yderligere besøg i svingstater de kommende dage, selvom han så sent som i sidste uge fortalte, at han ville holde sig i relativt ro indtil efter næste uges demokratiske partikonvent er løbet af stablen.

Ny toprådgiver
Og i endnu en opsigtsvækkende ændring så er det blevet besluttet at bringe en ny toprådgiver ind i form af Taylor Budowich. 

Også her i et forsøg på at få Trump tilbage i føringen.

Trump-kampagnen og dens støtter har dog ingenlunde opgivet at få den tidligere præsident til at blive den kommende.

Selvsamme Axios kan også beskrive, at der skal bruges seriøse mængder penge på at tale Trump ud af den elendighed, han netop nu befinder sig i.

Således har MAGA Inc, en interesseorganisation, der støtter Trump, besluttet sig for at bruge omkring 100 millioner dollar på annoncer og reklamer i svingstater frem til 2. september.