To personer er blevet skuddræbt i Minnesota, og titusindvis har været på gaden i protest mod Donald Trumps tiltagende voldsparate immigrationsmyndighed – ICE.

Og meget kan nu tyde på, at ICE skal lægges på is. For alt andet kan ende katastrofalt for USAs præsident, Donald Trump.

Det vurderer B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

»De seneste ugers hændelser har været katastrofale for Donald Trump. Han har bred opbakning over midten til at bremse indvandring og deportere illegale immigranter. Men det, vi har set udspille sig i Minnesota, har været alt for voldsomt,« siger han.

I januar blev gnisten til demonstrationer mod immigrationsmyndigheden antændt, da en føderal betjent skød og dræbte 37-årige Renée Good.

I de efterfølgende uger var byen Minneapolis' gader proppet af forargede amerikanere, der efter længere tids ulmende vrede over ICEs voldsomme metoder, nu havde fået nok.

Demonstranter i Minneapolis, Minnesota, på gaden i protest mod ICE.
Demonstranter i Minneapolis, Minnesota, på gaden i protest mod ICE. Foto: Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix

Og så skete det igen. I weekenden blev 37-årige Alex Pretti også dræbt under en konfrontation med ICE-betjente.

»På den yderste venstrefløj beskrives dette nærmest som en likvidering. Og det har udløst en gigantisk krise,« siger Elkjær og tilføjer:

»Det er et ekstremt dårligt syn for Trump-regeringen. Det har fået folk, som ellers er benhårde tilhængere af præsidenten og ICE, til at sige fra. Så Donald Trump skulle gøre noget.«

Og som Jeppe Elkjær forklarer, kom der en reaktion fra præsidenten.

ICE-agenter har skabt frygt i storbyen Minneapolis i delstaten Minnesota.
ICE-agenter har skabt frygt i storbyen Minneapolis i delstaten Minnesota. Foto: Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

Mandag havde han et opkald med en gammel fjende: Minnesotas guvernør, Tim Walz, der under præsidentvalget i 2024 var Kamala Harris' vicepræsidentkandidat.

En mand, som tidligere har tordnet mod præsidenten, og som Donald Trump normalvis sviner til. Men i dette opkald var de med præsidentens egne ord på samme »bølgelængde«, lød det mandag på Truth Social.

»Det, at Donald Trump nu har haft en 'god samtale' med guvernøren, siger noget om, at der er behov for, at der kommer ro på,« siger han.

Ifølge Axios aftalte de, at antallet af føderale immigrationsbetjente skal reduceres i delstaten Minnesota, mens den kontroversielle ICE-leder, Greg Bovino, trækkes ud og er ifølge flere medier er blevet degraderet.

Gregory Bovino, der er topkommandør i USAs grænsepoliti, vender tilbage til sit tidligere job som leder af den lokale grænsepatrulje i El Centro i Californien, siger unavngivne kilder til mediet The Atlantic. (Arkivfoto).
Gregory Bovino, der er topkommandør i USAs grænsepoliti, vender tilbage til sit tidligere job som leder af den lokale grænsepatrulje i El Centro i Californien, siger unavngivne kilder til mediet The Atlantic. (Arkivfoto). Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix

I stedet skal Tom Homan, der af Donald Trump er udnævnt som 'grænsetsaren', stå i spidsen for ICE i Minnesota og rapportere personligt til præsidenten.

Med disse tiltag forsøger Donald Trump nu at dæmpe krisen. Men det får ikke indsatsen for at smide illegale immigranter ud af landet til at smuldre:

»Jeg tror ikke, det stopper Donald Trumps tørst for at lukke grænsen. Det er der stadig opbakning til. Men at man tilbageholder femårige, amerikanske statsborgere og skyder folk, og det vises på alle medier, er noget skidt.«

»Man kan godt gøre det uden, at ICE skal rende rund og lave razziaer på folk,« siger han.

Også den magtfulde organisation National Rifle Association (NRA) har blandet sig, og de er ifølge B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, de værste, som præsident Trump kan lægge sig ud med.

Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene – herunder urolighederne i Minneapolis – i B.T.s liveblog HER.