Den amerikanske præsident, Donald Trump, har natten til fredag dansk tid rettet et hårdt angreb mod den tidligere chef for landets nationale antiterrorcenter.

For angrebet er ikke kun rettet mod Joseph 'Joe' Kents professionelle virke. Men også mod hans privatliv – som blandt andet inkluderer hans hustrus tragiske død.

Joseph 'Joe' Kent sagde op som chef for USAs nationale antiterrorcenter på grund af USAs krig i Iran.
Joseph 'Joe' Kent sagde op som chef for USAs nationale antiterrorcenter på grund af USAs krig i Iran. Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

Det var tilbage i marts, at Joe Kent sagde sin stilling op.

Som begrundelse forklarede han, at han »ikke med god samvittighed« kunne støtte den amerikanske krig mod Iran, som var blevet indledt den 28. februar i samarbejde med Israel.

I et åbent brev, der var rettet mod Trump, gik Joe Kent samtidig imod den forklaring, som Trump havde givet for, at man havde indledt angrebene mod Teheran.

»Iran udgjorde ikke nogen overhængende trussel for vores land, og det står klart, at vi begyndte denne krig på grund af pres fra Israel og dets magtfulde amerikanske lobby,« lød det fra Kent.

Siden har der været yderst kold luft mellem de to.

Den kommer også til udtryk i det opslag, som den amerikanske præsident senest har udgivet på sit sociale medie, Truth Social.

»Hvem er dummest, Tucker Carlson eller Joe Kent? Det er virkelig interessant,« indleder han med henvisning til en tidligere Fox News-vært, der førhen var på god fod med Trump, men hvis forhold på det seneste ligeledes er blevet ganske køligt.

I opslaget forklarer Trump videre, at han mødte Joe Kent »på Dover Air Force Base sammen med mange andre, der havde mistet deres kære i krigen«.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har rettet et hårdt angreb mod Joe Kent i et nyt opslag på Truth Social.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har rettet et hårdt angreb mod Joe Kent i et nyt opslag på Truth Social. Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Med det henviser han formentlig til, at Joe Kent mistede sin hustru, Shannon Kent, tilbage i januar 2019 i Syrien.

Shannon Kent, der arbejdede som sprog- og efterretningsofficer i flåden, blev ifølge People den 16. januar det år dræbt af en selvmordsbomber fra Islamisk Stat i byen Manbij.

Hun efterlod sig Joe Kent, som hun var blevet gift med i 2014, og parrets to sønner.

I sit opslag skriver Trump, at han dengang »hilste på familierne« under det, der kaldes en 'dignified transfer' – en 'værdig overførsel' – hvor kisterne transporteres tilbage til USA og modtages i en ceremoni af æresgarden.

»Kent havde på forfærdelig vis mistet sin kone,« skriver Trump, før han tilføjer:

»Hendes kiste blev bragt til Dover sammen med de andres, selvom han efter min mening giftede sig igen ret hurtigt.«

Ifølge People blev Joe Kent gift med sin nuværende hustru, Heather Kaiser, i august 2023.

Videre skriver Trump, at han efterfølgende bemærkede Joe Kent, da han to gange stillede op til Kongressen i delstaten Washington, men ikke blev valgt ind.

Joe Kent ses her i december 2025.
Joe Kent ses her i december 2025. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

»Selvom jeg ikke kendte ham ud over vores korte møde i Dover, men havde ondt af ham efter de to tabte valg, sagde jeg til mine folk: 'Ansæt ham i Det Hvide Hus. Giv ham et job, få ham til at føle sig godt tilpas, han har mistet sin kone og tabt to valg',« skriver Trump:

»Det gjorde de, og selvom jeg sjældent så ham, forventede jeg bestemt ikke illoyalitet, men det var netop det, jeg fik.«

I opslaget retter Trump derefter en række hårde ord mod Kent, som flere gange siden sin opsigelse - og senest onsdag i et opslag på X - har kritiseret krigen i Iran.

»Han var virkelig en SLEAZEBAG (en 'usling' eller 'skiderik', red.), og nogen vil oven i købet sige EN DER LÆKKER!,« skriver han med henvisning til, at flere medier i kølvandet på Joe Kents opsigelse skrev, at han angiveligt skulle efterforskes for mulig lækage af fortrolige oplysninger.

»Jeg ved ikke, om det er sandt eller ej, men næste gang, IKKE MERE MR. NICE GUY!«, skriver Trump videre.

Derefter kalder han Kent for »en taber«:

»Ligesom Tucker, Candace, Megyn (konservative kommentatorer, han ligger i strid med, red.) og resten af dem er tabere – man er født sådan, med lav IQ, og der er ikke en skid, de kan gøre ved det!,« afslutter Trump sit opslag.

Mediet The Independent oplyser, at man har rakt ud til Joe Kent for at få en kommentar til sagen.