Trump truer igen: 'Sidste chance inden halshugning'
Iran siger, at der ikke foregår forhandlinger.

Iran siger, at der ikke foregår forhandlinger.

USA's præsident, Donald Trump, siger, at forhandlinger med Iran er i gang "lige nu".
Det siger præsidenten mandag, mens han i Det Hvide Hus underskriver et præsidentielt dekret om støtte til militærfamilier.
Trump siger også, at det er Irans "sidste chance for at underskrive et godt dokument", og at landet får en "sidste chance inden halshugning".
Den amerikanske præsident truede også med et stort angreb frem mod weekenden, men sagde så, at han havde afblæst det.
Iran har tidligere sagt, at der ikke var forhandlinger med USA.
I stedet sagde Esmail Baghaei, som er talsperson for Irans udenrigsministerium, mandag, at der er forhandlinger med Oman for at sikre en passage gennem Hormuzstrædet.
Tidligere mandag gik den amerikanske præsident også til stålet på sit eget medie Truth Social, hvor han i et opslag kaldte Irans seneste udtalelse for 'deres sædvanlige vrøvl'.