Mens der er regn, sne og slud herhjemme, skinner solen over det caribiske ørige Cuba. Alligevel ligger strandene usædvanligt øde hen.
8. februar annoncerede Cuba, at landet stod over for en alvorlig mangel på flybrændstof. Det fik mange turister til at forlade øen, skriver The Independent.
Manglen på brændstof skyldes, at USAs præsident, Donald Trump, betegner Cuba som en 'usædvanlig' og 'ekstraordinær' trussel mod USA, hvilket har ført til en blokering af den venezuelanske olie, som ellers blev sendt til Cuba.
Flere amerikanske medier har skrevet, at Trump lægger hårdt pres på Cuba, fordi han ønsker at underminere landets kommunistiske styre.

Situationen rammer turismen, der er vital for øens økonomi, hårdt. De canadiske flyselskaber Air Canada, WestJet og Transat har tilsammen aflyst 1709 flyvninger frem til april.
Samtidig er store hotelkæder begyndt at lukke flere af deres hoteller.
»Der er total usikkerhed. Landet lukker ned, alt begynder at falde fra hinanden,« fortæller den 53-årige turistguide Alejandro Morejon til The Independent.
Cuba er i høj grad afhængig af indtægterne fra turisme. Uden en aftale med USA kan konsekvenserne blive alvorlige:
»Et fuldstændigt kollaps af Cubas turismesektor ville skabe en uholdbar situation for den cubanske økonomi og true dens overlevelse,« siger Paolo Spadoni, økonom og forsker i Cubas økonomi.
