USAs præsident, Donald Trump, bliver nu udfordret af en ny rapport.

Den afviser, modsat hvad præsidenten flere gange har påstået, at Ukraines angreb på russiske olieraffinaderier umiddelbart er skyld i USAs stigende dieselpriser.

Det skriver New York Post.

Rapporten fra tænketanken Institute of The Study of War viser, at dieselpriserne i USA lå stabilt, indtil Trump-administrationen og Israel angreb Iran og satte gang i en krig, som har påvirket olieeksporten.

Med andre ord peger pilen tilbage på Donald Trump, som møder stor utilfredshed fra amerikanske vælgere over de høje dieselpriser.

Men frem mod det amerikanske midtvejsvalg i november er Trump altså begyndt at skyde skylden på Ukraine for prisstigningerne.

Han har således bedt Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, om at stoppe sine angreb på russiske olieraffinaderier.

»Hvis du fortæller mig, at Zelenskyj igen skyder på raffinaderierne, er det eneste, han opnår, at verdensoliepriserne stiger,« skal han have sagt ifølge New York Post.

USA og Israels angreb mod Iran har fået iranerne til at blokere for Hormuzstrædet, som er en vigtig handelskanal, hvor meget af verdens olie sejles igennem.